Vi koncertgængere kender disse hverdagsaftener først på ugen, hvor det kan være svært at fylde spillestederne med publikum. Knap 30 havde fundet vej til Vanløse forleden, og man kunne have lidt ondt af Amy Helm med band, som uden præsentation slentrede ind på den lille, lave scene næsten uden lyssætning og lydregulering.
Heldigvis var publikum engageret fra starten, og bandet benyttede lejligheden til at give en løssluppen optræden med frie introduktioner til sangene, direkte snak med os og musikalske eksperimenter og flere afstikkere fra sætlisten. Så i stedet for en mat stemning, blev det en unik og uforglemmelig aften, hvor den ægte lyst og glæde ved musikken skinnede igennem rutinen og pligten.
Helms fyldige og fleksible stemme kom til sin ret i både de afdæmpede ballader som ”Rosie”, ”Love Supreme”, ”Alameda” og ”Carry It Alone” og i de hårdtslående rhythm’n’blues-numre ”Rescue Me”, ”Breathing” og ”Sweet Mama”. Det er, som om hun føler sig bedst tilpas i soullignende sange, men det er tydeligt, at hun behersker både folk og rock. Det var i det hele taget et meget varieret americana-repertoire, vi blev præsenteret for.
De fleste sange er skrevet af Helm og findes på hendes udgivelser, især det seneste album ”Silver City”. Der var også plads til både et Sister Rosetta Tharpe-cover ”Didn’t It Rain” og Obama- slagsangen ”Yes We Can” af Allen Toussaint, som Helm mente skulle være USA’s nye nationalsang. Endelig gav de et spontant hyldest-medley til den nyligt afdøde musiker Sly Stone.
Adam Minkoff, bas og kor (spiller også med Graham Nash), trommeslager David Burger og Dan Littleton, guitar og kor, ydede er stor indsats. De fik spillet sig godt ud og benyttede sig af de frie tøjler, og som sagt blev denne regnfulde hverdagsaften forvandlet til en ekstraordinær musikoplevelse.
