Når man sammenstikker folkemusik fra forskellige steder, er det oftest enten fra naboegne eller ligefrem fusionsmusik med fx noget traditionelt og noget afrikansk.
Dette album byder på den geografiske udfordring, at musikken er norsk fra Vestlandet og svensk fra Uppland, den østlige udposning af Midtsverige. Det særegne er derfor, at ophavsmændene (for de er alle mænd) og kilderne til musikken mest sandsynligt aldrig har mødtes, og at deres musik som udgangspunkt ikke har nogen som helst historiske eller kulturelle berøringsflader.
Det er da også i al sin enkelthed et tilfældigt møde mellem de to spillemænd, som har født projektet. De mødtes i Stockholm, begyndte at spille sammen, og fortsatte så med det. Og det lyder faktisk til, at de har hygget sig gevaldigt.
Jeanette Evansson spiller hardingfele, og Anette Thorsheim 3-radet harmonika.
Repertoiret er autentisk og lokalt for begges vedkommende. De norske kilder er relativt ukendte for mig, men de svenske omfatter Gustaf Jernberg, Viksta-Lasse og Gås-Anders, tre store svenske spillemænd.
Der findes næppe nogen fremførelsespraksis for hardingfele og 3-rader … i alt fald ikke uden for Norge. De to musikere har derfor følt sig frit stillet til at arrangere musikken uden at være bundet af noget – andet end deres egen gode smag og dømmekraft. Der er således usædvanlig meget unisont spil på pladen, altså musik, hvor begge spiller melodi. På den ene side misser de derved muligheder for smukke flerstemmige passager, på den anden side står melodistoffet og behandlingen af det knivskarpt frem. Og smagen og dømmekraften holder.
Repertoiret er selvfølgelig reinländer, springar, hamborgar, polska, bondpolska og vals – og så den for mig hidtil ukendte ”rudl”. Det er, viser det sig, en pardans fra Vestlandet i 2/4 eller 6/8, som minder om den svenske ”snoa”.
Albummet rummer et bud på et lidt usædvanligt kulturmøde, som kan lyttes på for sine fine melodier, den fine fremførelse eller – netop kulturmødet.
