Når den schweiziske musikfestival afholdes i St. Gallen fra 23.-26. februar repræsenteres folkemusikken i Danmark af Impuls Trio bestående af Jesper Vinther, John Bæk og Kristian Bugge.

De tre danske musikere behersker violin, harmonika, guitar og mandolin og præsenterer publikum for dansk spillemandsmusik i en kontemporær og svingende udgave.

Foruden Impuls Trio er ikke mindre end fem danske bands på programmet, som også tæller tre norske grupper, en fra Grønland og to fra Island, foruden et par lokale bands.

Festivalen afholdes i samarbejde med Rosa og dermed den danske Spot Festival, og derfor er der også flere danske bands på programmet, som afvikles på otte forskellige spillesteder i byen. En fælles afslutning holdes i St. Laurenzen Kirke.

Foreningen Nord blev grundlagt i 2006 og har til formål at sørge for kulturel udveksling imellem musikere i de nordeuropæiske lande, med blandt andet Grønland, Færøerne, Lapland, Island og de skandinaviske lande.

 

http://www.nordklang.ch/