Trioen Færd er for tredje gang på vej Down Under. Australierne vil have dem igen og er begejstrede for gruppens udgave af nordisk folkroots i ny indpakning.
Kigger man på Færds kalender tilbage til 2003, står der ret hurtigt Australien, New Zealand, Færøerne, Italien og Holland samt naturligvis Danmark. Men så kommer den igen: Australien, New Zealand. Og derefter Spanien, Tyskland og derudad.
Nu skal Færd igen til Australien, og denne gang er det især en række større festivaler, der er målet.
“Det er en udløber af især vores sidste turne i 2006, hvor vi mødte flere festivalarrangører, som var ret begejstrede for vores musik,” fortæller Eskil Romme, saxofonist og den ene tredjedel af Færd.
På færde siden 2001
Færd består udover Eskil Romme af Jens Ulvsand, bouzouki, guitar og vokal, samt Peter Uhrbrand, violin og viola. Alle musikere kendt fra talrige sammenhænge. Færd opstod i 2001 med Uhrbrand og Romme som initiativtagere. Orkestret har tidligere været en kvintet – med blandt andre den engelske guitarist Ian Carr og sangerinden Nanna Luders som medlemmer.
I 2004 var gruppen på sin første turne i Australien og New Zealand med den finske bassist Tapani Varis og den svenske sangerinde og fiddler Carina Normansson. Siden 2005 har Færd været trio, men samarbejdet med andre musikere er bestemt ikke sat i stå. Senest samarbejdet med guitaristen Pierre Dørge og keyboardspilleren Irene Becker samt ikke mindst sangerinden Julie Hjetland.
Det er således et meget inter-nordisk band med dyne rødder i nordisk tradition. Men også musikere, der har baggrund ikke blot den traditionelle musik, men i lige så høj grad jazz og verdensmusik.
Hjemme godt, ude rigtig godt
Færd har fået ganske imponerende hul igennem til Australien, og Eskil Romme vedgår, at de dårligt kan undgå at opfatte sig som ambassadører for dansk og nordisk musik.
“Det er så lidt musik, publikum i Australien har hørt fra vores breddegrader. Så det er klart, at deres første møde er vigtigt,” siger Eskil Romme.
Færd er et af de orkestre, der stille og roligt og uden den store pressebevågenhed er sande musikeksportører af nordisk musik.
“Vi spiller to tredjedele af vores job i udlandet, og det betyder kolossalt meget. Det er grundlæggende meget givende at spille sin musik for et publikum uden forudfattede holdninger. Dernæst handler det om alle de inspirationer, man får ved at møde folk fra andre kulturer.”
Dørge, Becker og Hjetland
Den nordiske tradition og hele den kulturelle/musikalske bagage fra Skandinavien har fået lov til at udfolde sig i fuldt flor og med nysgerrige afstikkere til verdensmusik, jazz med mere i Færds samarbejde med Pierre Dørge, Irene Becker og Julie Hjetland.
Grunden til samarbejdet blev lagt allerede i 2004, hvor Eskil Romme mødte Dørge og Becker på en jazzfestival på Færøerne.
I 2007 blev til en række koncerter i denne konstellation, og samarbejder rækker længere frem.
“Projektet med Pierre Dørge, Irene Becker og Jullie Hjetland er langsomt vokset op som en ide, hver gang vi er mødtes, blandt andet på Halkær Kro og på Færøerne. På et tidspunkt fik vi sat tidsramme på, og selvom vi alle var noget usikre og spændte på projektet, gik vi i gang med stor nysgerrighed. Vi har faktisk spillet os ind på hinanden, og mange ideer er prøvet af. Ved at vi alle har bidraget med materiale, kommer der forhåbentlig et ret unikt produkt ud af det når cd’en “KRYSS” bliver en realitet,” fortæller Eskil Romme.
Mens Færd bliver færdig med dette album, skal de efter Australien spille i blandt andet Sverige, Italien, Skotland samt Orkney og Shetlands-øerne.
Bandet spiller i Australien fra 5 til 20 marts 2008, blandt andet på Brunswick Music Festival i Melbourne og The National Folk Festival i Canberra.