Foto: Martin Luckmann

Klezmerduo kan  fejre deres 25 års jubilæum d. 25. november. Samtidig markerer de dagen ved at udgive det nye album ”A Bisele Freyd”. Det foregår på Atlas i Århus fra kl. 15-18, hvor der er gratis adgang.

Det begyndte midt i firserne, da en ung duo spillede ”Skæve Thorvald” på en gågade i det sydlige Tyskland. I dag kan de se tilbage på en lang og flot karriere, der har ført dem gennem det meste af verden. De har været med til at give klezmermusikken et kolossalt løft, så den jødiske musiktradition med de baltiske og østeuropæiske påvirkninger igen er blevet populær og anerkendt. Musikken er både iørefaldende og fuld af glæde og sorg. For som det ofte hedder i omtalen af Klezmerduo, så ler man med det ene øje og græder med det andet, når man lytter til musikken.

Henrik Bredholt, på jødeharpe, sopransax, tuba og dulcimer, danner også par privat med harmonika- og trommespilleren Ann-Mai-Britt Fjord, og de optræder ca. 100 gange i løbet af året. Duoen udbreder deres musik med smittende spilleglæde i kirker og foreninger, ved skolekoncerter, på højskoler og spillesteder med mere.

Foto: Peter Svendsen

Ann-Mai-Britt Fjord fortæller lidt om livet med klezmermusikken:

”Den største enkeltoplevelse er nok vores tur i 2008 til Buenos Aires i Argentina, hvor vi deltog ved The Worldwide Klezmerfestival. Stemningen, måden vi blev modtaget på, og det at stort set alle blandt publikum forstod sangene, gjorde det til en kæmpeoplevelse. Men ellers er det en kæmpegave, som par, at spille musik sammen. Så det er et privilegium, for det giver os stjernestunder, og vi kommer altid glade og opløftede hjem efter en koncert.”

Der har stort set aldrig været negative oplevelser, for inden Klezmerduo siger ja til et arrangement, taler parret meget med arrangørerne om musikken, og hvad man forventer, så arrangørerne ved hvad der venter dem. Før og under koncerterne forklarer duoen også tilhørerne om musikken og historien bag, så man får en forståelse for klezmermusikken.

Duoen spiller til mange skolekoncerter, men det var tæt på aldrig at være kommet på tale. Herom beretter Ann-Mai-Britt Fjord:

”Vi havde aldrig spillet i skoler eller for børn specielt og havde ikke tænkt på det. Men efter en kirkekoncert i Nordsjælland kom en mand fra publikum og spurgte, om vi ikke ville spille en række skolekoncerter. Vores første reaktion var et nej tak, men han insisterede, og det endte med, at vi kom til Nordsjælland og spillede 22 koncerter, og det har vi aldrig fortrudt. Det gav selvfølgelig en udfordring med et repertoire, som engagerer børnene, så de deltager med sang, klappen og ikke mindst dans. Især dansen har vi rigtig meget lyst til at bruge. Vi gør det så ofte som muligt, for når vi har haft en koncert, så kulminerer festen først, når vi alle har danset lidt sammen.”

Titlen på Klezmerduos nye cd er ”A Bisele Freyd”, som bedst kan oversættes til engelsk med ”A little bit of joy”. Det er duoens fjerde album, og der bliver mulighed for at opleve mange af numrene ved releasefesten, hvor

Foto: Per Dyrholm

cd’ens medvirkende gæstemusikere Jacob Venndt og Lars Bo Kujahn også dukker op og deltager i løbet af eftermiddagen. Der vil også blive ”walk down memory lane” som Ann-Mai-Britt Fjord udtrykker det, og her vil Pia Brun Jørgensen og Sonya Christie, der begge har medvirket på tidligere udgivelser, også komme og spille med.

Fremtiden tegner lys for duoen, som stadig sprudler af energi og lyst til at videreformidle deres musik, og parret har en invitation til atter at komme til Argentina. Og de håber, at det bliver muligt til næste år eller i 2014. Desuden er et nyt samarbejde med et polsk par måske ved at åbne dørene til festivaler og større spillesteder i Europa i de kommende år.

http://www.klezmerduo.dk/