Så sker det minsandten igen! Danish Music Awards – Folk har i mange år været humlebien i dansk musikliv, men nu har den da for alvor fået stækket vingerne.

Efter det katastrofale show sidste år på Bremen i København, fik man tanken, at nu ville folkemusikken da endelig træde ud af IFPI og de store pladeselskabers skygge – og enten droppe prisuddelingen helt eller – endnu bedre – lave et event, der for alvor sætter fokus på HELE den danske folk- og rootsscene.

Men igen er det blev til en absurd parring mellem den dansk-nordiske folkemusik, som er så indie, som noget kan være, og så de store pladeselskaber, der mig bekendt ikke har udgivet dansk-nordisk folkemusik i mange år, hvis man ser bort fra Sorten Muld, som fik udgivet deres plader på SONY.

 

To ting i hele DMA-Folk setuppet er virkelig besynderlige.

For det første undrer det mig, at en genre, der i den grad lever på scenerne, skal fedtes ind i hele DMA-konceptet, som ikke bare er 99% centreret om pladeudgivelser, men samtidig også hører hjemme i en tid, hvor EPer ikke var rigtige udgivelser, og hvor musik-downloads var noget dommedagsprofeter snakkede om, når de forudsagde, at pladesalget ville falde dramatisk i løbet af nogle år. Da det gik op for dem, gik de systematisk i gang med at sagsøge teenagere for svimlende beløb.

Når man så tænker på, hvordan folkemusikken i ’60erne og ’70erne var en politisk bevidst genre, for hvilken det vigtigste var sammenhold og fællesskab, kan det undre, hvorfor man stadig ønsker at samarbejde med den allermest kommercielle del af den danske musikbranche.

 

Det kan ligeledes undre, hvorfor IFPI overhovedet gider, at have noget med folkemusikken at gøre. Det virker umiddelbart som om, at IFPI gennem folkemusikken – og jazzen og verdensmusikken, for den sags skyld – kan profilere sig som en bredt funderet organisation, der arbejder for alle genrer. Eller også ligger der noget organisatorisk fnidder til grund, som jeg for det første ikke ved noget om, og for det andet efterhånden ikke gider at vide noget om. Man kan bare undres over det kæmpe paradoks, at en af de allermindst kommercielle genrer afholder en prisuddeling i DMA-regi.

Den anden ting er bredden. Efter lukningen af Folkemusikkens Fælles Sekretariat (FFS) og oprettelsen af Folkemusikkens Sekretariat, stod det klart, at man ville noget nyt. Noget af det første, der skulle laves om på, var, at der skulle være mere åbenhed. Man mente at FFS havde været alt for dårlig til at kommunikere med miljøet.

I en tid hvor så mange taler om brudte valgløfter, er det ret interessant, at Folkemusikkens Sekretariat under WMD om muligt er blevet endnu mere lukket. Der ryger ingenting videre. Da man i WMD valgte at afskedige den netop ansatte administrator af folkemusikken, Poul Henrik Jensen, spredte nyheden sig langsomt gennem rygter, og end ikke i dag står der noget som helst om fyringen – hverken på WMDs side eller på folkemusik.dk. Det er dybt kritisabelt for en organisation, der gerne vil have mere åbenhed over for brugerne.

Det stod også lynhurtigt klart, at FFS’ forpligtelse i forhold til folkemusikkens ”beslægtede genrer”, som det stod i FFS’ vedtægter, var pist væk. Fagudvalget under WMD kom til at bestå af tre personer, der efter min bedste overbevisning er meget kompetente, men som alle var dybt forankret i det dansk-nordiske folkemusikmiljø. Den ene af udvalgsmedlemmerne, Eskil Romme, valgte dog at træde ud af bestyrelsen på baggrund af den, efter hans mening, uretmæssige afskedigelse af Poul Henrik Jensen. Heller ikke dette er blevet kommunikeret videre til brugerne af sekretariatet.

 

Kategorierne i Danish Music Awards – Folk er meget brede og åbne. Alle kan i princippet indstille revl og krat i kategorierne, og det er så akademiets opgave at sortere ud, når medlemmerne foretager nomineringerne. Når man kigger nomineringerne til årets DMA – Folk igennem, er der vanvittig mange gengangere i de forskellige kategorier, og alle nominerede – uden undtagelse – er en del af den familie, der tilhører det dansk-nordiske folkemusikmiljø.

 

Et stort tillykke til de nominerede kunstnere og et stort tillykke til GO’ Danish Folk Music, som er det eneste nominerede pladeselskab! Det er jer velundt! Det er musik af høj kvalitet, og der er helt klart et internationalt potentiale blandt de nominerede. Erling Olsen fra GO’ Danish Folk Music har været uvurderlig i forhold til at udgive og promovere den danske folkemusik, han brænder for.

 

Det her handler heller ikke om, at de nominerede kunstnere ikke fortjener det eller ikke er gode nok. Problemet er, at de ikke er repræsentative for hele folk- og rootsmusikken i Danmark. Det kunne have været fantastisk, hvis Trio Mio, Habadekuk og Karen Mose havde fået konkurrence fra nogle af alle de mange andre bands og artister, som i disse år har formået at sætte stort fokus på den danske folk- og rootsscene både i Danmark og i udlandet. Det ville give prisen langt mere tyngde, og det ville betyde langt større interesse i medierne. Det ville helt sikkert betyde en noget mindre repræsentation af den dansk-nordiske folkemusik, men til gengæld ville eksponeringen være bedre.

I princippet kunne disse bands jo bare have indstillet, men med den manglende kommunikation, der tilsyneladende præger WMD og Folkemusikkens Sekretariat, kan man forestille sig, at man ikke har gjort meget for at nå bredt ud. Allerede sidste år, hvor jeg selv arbejdede med DMA-Folk, var det et problem. De tidligere år havde vi fået lister fra Gramex med adresser til ALLE producenter, der havde udgivet i løbet af året. Der blev sendt 200 breve ud til producenter med oplysninger om, hvordan man indstillede samt kriterierne for indstillelse og udvælgelse. Sidste år blev afgørelsen om, hvorvidt DMA overhovedet blev til noget, truffet så sent, at der slet ikke var tid til den proces. Derfor blev oplysninger om indstillinger hurtigt sendt ud igennem de typiske kanaler – så vidt jeg husker Rootszone og FolkemusikListen.

Det betød et fald i indstillede fonogrammer, og det var med en mærkelig smag i munden, at jeg sad og var med til at koordinere indstillings- og afstemnings-processen, velvidende at mange relevante bands og kunstnere slet ikke var klar over, at der var en DMA med priser til folk- og rootsmusik.

 

Jeg gætter på, at det samme er sket i år. Jeg har selv været i akademiet i år og var næsten chokeret over, hvor få udgivelser der var at vælge mellem. Jeg vil gå så langt som til at sige, at de nominerede har vundet mere eller mindre uden kamp. Dette er ikke en kritik af de ansatte og frivillige på Folkemusikkens Sekretariat. Det er hårdt arbejde at skulle banke en DMA op i løbet af ingen tid, og hvis det oveni købet sker i en organisation, der i forvejen sejler, er det virkeligt op ad bakke.

Jeg ved ikke, hvad argumentet er for stadig at afholde Danish Music Awards – Folk. Kunstnere og producenter har tidligere peget på, at priserne har en fantastisk god pr-værdi, når musikken skal promoveres i udlandet. Det er jo i sig selv godt, men er det det værd? I år falder Danish Music Awards – Folk sammen med WOMEX, og det er selvfølgelig godt tænkt, da der så sikkert vil komme en del internationale branchefolk, selv om det nok typisk vil være branchefolkene fra den internationale folkemusikfamilie, der allerede ved mere om dansk folkemusik end de fleste danskere.

Jeg kunne i princippet være ligeglad. Den største del af den danske folkemusikscene klarer sig fortrinligt – også uden en organisation som WMD og Folkemusikkens Sekretariat. De får hjælp gennem ROSA og ikke mindst SPOT, som har vist sig topprofessionelle i deres tilgang til musikeksport og promovering. De har kontakterne til de branchefestivaler, der for alvor batter – f.eks. South by South West (SXSW) i Austin. Det undrer mig bare, hvorfor den dansk-nordiske folkemusik, som man må erkende er en niche i den samlede danske folkemusik, ikke vil springe på den bølge.

Medmindre hele idéen er at skrabe så mange offentlige midler som muligt til en snæver kreds af musikere, der spiller dansk-nordisk folkemusik, så kunne det da være fantastisk at opleve en kæmpe fest, hvor den traditionelle folkemusik, singer/song-writerne, countryscenen, bluesen og andre forskellige undergenrer med rødder præsenterede toppen af hele folk- og rootsmusikken, i stedet for at afholde en lille fest for de få indviede på et lille teater i København.

Søren Jensen Lund