Kristian Bugge med Baltic Crossing – mens Steffan Sørensen og Perry Stenbäck spillede med australske Rory Ellis, gjorde det flot ved de første koncerter.

 

 

Perry Stenbäck, Rory Ellis og Steffan Sørensen

Fredag aften spillede Rory Ellis, Steffan Sørensen og Perry Stenbäck i Cullivoe på øen Yell for udsolgt hus, hvilket vil sige 160 tilskuere. Trioen, der mødtes første gang for fire år siden, havde i flere år talt om at lave noget sammen, og nu passede det ind i de tre ellers travle musikeres program. Det kan man som tilhører kun være glad for.

Publikum blev forkælet med tre kvarters fed bluegrass-country-blues, som blev serveret sammen med australierens underholdende historier og vittigheder. Rory Ellis har en meget markant stemme, der leder tankerne tilbage på Johnny Cash, og sammen med Perry Stenbäcks fantastiske måde at “traktere” el-guitaren på og Steffan Sørensens virtuose basspil gik musikken op i en højere enhed, så man slet ikke kunne fornemme, at de tre musikere ikke har haft mange muligheder for at øve sammen.

Svenske, “næsten” danske Perry Stenbäck (bor og er i gift i Danmark) kunne da også løfte sløret for, at trioen håber at indspille en cd sammen og også turnere i Danmark.

Kristian Bugge for fuld udblæsning

Baltic Crossing var lørdag aften i den lille fiskerby Mossbank i det nordøstlige Shetland, og de fik sparket festen i gang med en energisk og medrivende koncert.

Kvintettens smittende spillelyst, krydret med gode historier og indbyrdes drillerier på grund af forskellig nationalitet, da bandet jo består af to englændere, to finner og danske Kristian Bugge, skabte en god atmosfære. Kvintettens store energiforbrug på scenen svarer vel til en mindre provinsbys forbrug af strøm i et par dage, da bandet virkelig kom ud over scenekanten og fik de lokale unge piger ud på dansegulvet.

Og uden at være ”lokalpatriot” så var finske Esko Järvelä og Kristian Bugges violinspil både iøre- og iøjnefaldende som forgrundsfigurer for Baltic Crossing.

Selv om der kun er to-tre danskere på festivalen, så er det lykkedes for dem, at sætte et markant dansk/nordisk aftryk på Shetland.

http://www.shetlandfolkfestival.com/index.php