Der er tonsvis af melodier og grupper, som hedder noget med Waterfall, vandfald altså. Men denne pladedebuterende, danske gruppe skiller sig ud fra mængden bl.a. ved at stave deres navn med ”h”, Waterfahl. Og nej, det er ikke en stavefejl, men en reference til duoens navn, for her hører vi Hanne Fahl på sang og mundharpe og Finn Fahl på guitar. På ”Sharp Flats” medvirker desuden Dan Kendall på trommer, Roger Dalrymple på bas og mandolin og Jimmy Hetherington på guitar, keyboard, klokkespil og meget andet.

Duoen, eller kvintetten, kalder selv deres stil Nordicana-Americana med et stænk Nordic Noir. Hanne og Finn har jyske rødder og Højskolesangbogen i bagagen, men er for tiden bosat i England, hvor de har succes med at optræde. Musikalske forbilleder er blandt andet J.J. Cale, The Beautiful South, John Hyatt, Patti Smith og Nina Simone. Pladens 11 numre, som de næsten alle selv har skrevet, er da også engelsksprogede. Desuden er de opbygget omkring et tema, som anslås af ordspillet og pladetitlen, Sharp Flats, en vemodig beskrivelse af mangfoldigheden og den uforløste kærlighed, der kan gemme sig i nogle bylejligheders lille minisamfund.

Duoen fik på en biltur gennem Tyskland, på vej hjem til Danmark, ideen til at lave et album om beboerne i en opgang. Så her møder vi flygtningen, melankolikeren, den generte mand, den åndelige hulemand, den feststemte singlemor, den midaldrende kvinde og flere andre genkendelige, almindelige beboere.

Som altid når teksterne er på udenlandsk, vil der uden tvivl være nuancer, der går tabt, når man prøver at forstå ordene. Men melodierne er fint arrangeret og klinger dejligt professionelt med den lidt tilbagelænede, jazzede, let søvnige stil, som karakteriserer megen americana. Alt sammen udført med indlevelse, charme og sikker instrumentbeherskelse. Finn spiller en medrivende rytmisk guitar, og Hanne synger med en fin og sjælfuld vokal.

Ordene er bestemt også værd at forstå og lytte til, serveret med både sørgmunter citron og sødmefuld humor. Så det lønner sig at finde ordbogen frem. Indledningsnummeret, ”She´s A Daughter” er flot bygget op omkring en mystisk guitar og en velspillet mandolin og tegner et lille billede af den sky teenager. Billedet fortsættes med tegningen af den generte mand, der drømmer om, at gulvet går i stykker, så han kan falde hele vejen ned til den lokkende underbo. Ups! Måske minder han en del om the ”Urban Caveman”, pladens fjerde nummer, om manden, hvis tanker bestandigt kredser om at gøre ting og sager med opgangens og byens kvinder.

David Melling har skrevet teksten til den smukke, men vældigt sørgelige sang, ”Cold Love”, om den gamle, alderstegne kærlighed, der er kølnet betragteligt med årene. Måske ville den ovenfor omtalte hulemand kunne finde en partner i den hårdtarbejdende alenemor, der folder sig ud i weekenden, som det skildres i sangen ”Romance”. Men det har ingen af dem desværre opdaget endnu.

Pladens måske smukkeste sang, synes jeg, er den afdæmpede ”The Road Most Travelled”, om de vaner, der binder os og hindrer os i at tage springet ud i det ukendte. ”Star Behind Clouds” er også fin med sin skildring af alt det, man aldrig fik sagt og tænkt, før det var for sent.

Lovende debut, hvis man går bag om ordene og accepterer den musikalske stilblanding, der nok vil være lidt hård ved gamle folk-freak-ører.