Den sublime og efterhånden også legendariske svenske gruppe Väsen fra Uppland kan i år fejre 30-års jubilæum, og den er i overdådig form.

Da yngre, svenske folkemusikere fra 1970’erne og frem tog fat på at forny genrens udtryk, tilføjede grupper som Filarfolket og Avadå Band – bare for at nævne et par enkelte – elementer og instrumenter fra de øvrige rytmiske genrer. Väsen med Olov Johansson (nyckelharpe), Roger Tallroth (12-strenget guitar) og Mikael Marin (5-strnget viola) valgte at fastholde en mere traditionel akustisk instrumentering, men formåede alligevel at skabe et nutidigt og dynamisk rytmisk lydbillede.

Tallroths spil på sin helt personligt stemte guitar gør naturligt sit med sine kombinerede baslinjer, melodiske figurer og sit rytmiske drev, men alle tre musikeres overlegne tekniske og musikalske overskud udgør essensen af trioens helt særlige dynamik. Dertil kommer deres begavede, visionære og ind imellem grænseoverskridende egenkompositioner, dog som hovedregel med tydeligt udgangspunkt i traditionen.

I 1990’erne udvidede gruppen med percussionisten André Ferrari i forbindelse med deres medvirken i folkrockprojektet Nordman, men turnerer fortsat både som kvartet og i den oprindelige trioformation. I stedet for som mange andre at medtage en række prominente kolleger på deres jubilæums-cd har de valgt at indspille den med udgangspunkt i Väsens egentlige essens og energifyldte kerne. Det er stadig de tre enkelte musikalske personligheders kombinerede potentiale og deres fortsatte evner og lyst til at udforske deres kompositoriske og arrangementsmæssige muligheder. Det er substansen, som har holdt vand i tre årtier, og sådan skulle det være.

Vi får derfor heller ikke et revolutionerende udspil, men til gengæld en yderligere sublimering af, hvad der har skabt Väsen og siden gjort gruppen legendarisk. Ingen fornyelse for fornyelsens skyld, men en videreudvikling af det grundlæggende koncept. Den umiddelbart ideelle udviklingsbane for al seriøs musik.

Det bør være en overflødig konstatering, at ”Rule of 3” præsenterer Väsen i fortsat overdådig form med deres fremragende og afvekslende kompositioner i tætspillede og virtuose udførelser. Det særdeles stærke resultat af 30 års seriøst arbejde.

Ikke så meget mere herfra. Lyt til cd´en eller book en billet til en af koncerterne i Väsens Danmarksturne i marts 2020.

Øverste foto: Claus Hellgren larsen

https://www.youtube.com/results?search_query=v%C3%A4sen

https://www.facebook.com/V%C3%A4sen-29370993963/