Navnet ”Twang” har intet med det danske ord ”tvang” at gøre, men jeg måtte – indrømmet – lige en tur over ordbogen for rigtigt at forstå det. Gruppen Twang, der med ni selvskrevne, engelsksprogede numre nu lancerer deres CD-debut med ”Bebzy Biddle”, svæver netop let og tvangfrit mellem de musikalske genrer. Albummet blev indspillet i 2016 – 2017 i både kirke, studie og lejlighed, og udgivelsen blev realiseret af bandets fans, der støttede projektet via crowdfunding.
Ordet ”twang” er et onomatopoietikon, et lydefterlignende ord. Det er det engelske ord for den høje, ringende lyd, som et strengeinstrument afgiver, når strengene slås an. Så et meget passende navn for en ung, ny, dansk strenge- og vokaltrio på 27-28 år med fødder i lige dele folk, oldtime, bluegrass, indie, country og barbershop-harmonisang! Gruppen er øjensynligt på vej væk fra det traditionelle bluegrass-image, som den ud fra Youtube-klip at dømme nok havde som udgangspunkt i starten for tre år siden. Den imponerer med sin vokale styrke, sikre instrumentbeherskelse og vilje til at finde nye klange.
De tre musikere, der klæder hinanden vældigt godt, er to dele amerikanske folk-rødder og én del dansk spillemandstradition: Peter Banks (banjo, guitar og sang), Spencer Gross (bas, guitar og sang) og Thyge Søndertoft Pedersen (violin, mandolin og sang). Og jo, den er god nok – Peter er søn af Paul Banks, der i en menneskealder har beriget det danske musikliv, og hvis stedfar, Jo Banks, i 1963 gav os spillestedet Purple Door og en masse god musik. Paul Banks er med i baggrunden på lydredigeringen på ”Bebzy Biddle”, og så kan det jo ikke gå helt galt.
Karakteristisk for trioen er en smuk og tæt harmonisang, som de tre tydeligvis er kommet til gennem seriøst øvearbejde gennem lang tid samt en fræk brug af kontrasten mellem banjoens og mandolinens lyse toner og bassens og guitarens mørke. Det er ikke noget, man hører hver dag, men jeg mindes, hvordan The Fureys ofte lod en sprød banjo have en lignende rolle.
Ind imellem kan det hele blive lidt langtrukkent midt i den store lyst til at eksperimentere. Ligesom teksterne kan virke lidt vel gentagende, indforståede og perifere. Ganske vist pirrer deres mystiske, gådefulde præg, men ordene kan være svære at forstå til fulde og er nok mere at betragte som ordmalerier end som fortællende ballader. Trioen kræver meget af deres publikum og er f.eks. ikke bange for lange, stille pauser til deres koncerter.
”Bebzy Biddle” er, siger de selv, tænkt som en række fortællinger og meget personlige beretninger, som bandet har skrevet til hinanden og om hinanden, venner og bekendte. Her er sange om alt fra den sukkerafhængige, den ensomme poet, den efterladte og personen, der er fremmed for sin egen by. Med bandets egne ord:
“Under en togtur på vej til en koncert begynder vores sprog pludselig at falde fra hinanden. Vi sidder i en kupé og snakker volapyk til hinanden. Ud af denne sludder begynder ord at tage form, og før turen er til ende er sangen “Marzy Dale” skabt”.
Ikke helt nem at gå til, især på tekstsiden, men absolut nyskabende debut med lyttemusik til stille stunder!
