Med ”Vilde blomster” inviterer Tina Wiberg lytteren ind i et varmt og organisk folk- og singer-songwriter-univers, hvor countryens fortælletradition møder den personlige sang. Det er et album, der først og fremmest handler om livet, naturen, kærligheden og de små øjeblikke, som let overses i en travl hverdag. Wiberg har sine vestjyske rødder med sig, og de mærkes tydeligt i albummets stemning og billedverden.
Hun synger med en glasklar, ren og tydelig stemme, som står meget naturligt i de forholdsvis enkle arrangementer. Der er ingen grund til at pakke sangene ind i store armbevægelser, for Wibergs styrke ligger netop i nærværet og i evnen til at gøre de nære fortællinger vedkommende.
Allerede på åbningsnummeret ”Fædreland” får man en let og munter sang, hvor det jordnære og hjemlige står centralt. Den følges af ”Billedramme”, som ligeledes er en køn og umiddelbart tilgængelig sang. Begge numre etablerer albummets varme grundtone og viser Wibergs evne til at CD: Tina Wiberg: Vilde blomster
Med ”Vilde blomster” inviterer Tina Wiberg lytteren ind i et varmt og organisk folk- og singer-songwriter-univers, hvor countryens fortælletradition møder den personlige sang. Det er et album, der først og fremmest handler om livet, naturen, kærligheden og de små øjeblikke, som let overses i en travl hverdag. Wiberg har sine vestjyske rødder med sig, og de mærkes tydeligt i albummets stemning og billedverden.
Hun synger med en glasklar, ren og tydelig stemme, som står meget naturligt i de forholdsvis enkle arrangementer. Der er ingen grund til at pakke sangene ind i store armbevægelser, for Wibergs styrke ligger netop i nærværet og i evnen til at gøre de nære fortællinger vedkommende.
Allerede på åbningsnummeret ”Fædreland” får man en let og munter sang, hvor det jordnære og hjemlige står centralt. Den følges af ”Billedramme”, som ligeledes er en køn og umiddelbart tilgængelig sang. Begge numre etablerer albummets varme grundtone og viser Wibergs evne til at skabe melodier, der ikke kræver mange gennemlytninger, før de begynder at sætte sig fast.
På ”Det dejligste jeg har” bliver hendes blik for hverdagens små glæder særlig tydeligt. Netop denne evne til at finde noget stort i det nære er en af albummets største kvaliteter. Wiberg skriver ikke om det spektakulære, men om de øjeblikke, hvor livet føles enkelt, trygt og ægte.
Kærligheden fylder også en del på albummet. Her veksles mellem glæde og et mere eftertænksomt vemod, så ”Vilde blomster” ikke bliver et entydigt solskinsalbum. Der er også plads til de følelser, som ligger lige under den lyse overflade. Det giver variation og menneskelighed til sangene.
”Endnu en solopgang”, der også er udsendt som single, er et af albummets mest opløftende numre. Det er en glad og optimistisk sang båret af en god, ligefrem melodi. Titlen siger næsten det hele: Her er håbet og glæden over at få endnu en dag foræret. Sangen har samtidig den umiddelbarhed, der gør den velegnet til at blive sunget med på.
Titelnummeret ”Vilde blomster” er efter min vurdering albummets mest iørefaldende sang. Her samles mange af pladens centrale idéer: Friheden, naturen, det lidt skæve og det at turde være sig selv. Billedet af den vilde blomst, der vokser frit i grøftekanten, fungerer fint som metafor for det menneske, som ikke nødvendigvis passer ind i en bestemt form, men netop derfor har sin egen skønhed.
Et andet nummer, der skiller sig positivt ud, er ”Det eneste hun ville var at danse”. Her kommer der mere energi og tempo over musikken, og nummeret fungerer som en fin kontrast til de mere rolige og eftertænksomme sange. Det er en tempofyldt ballade med liv i sig og en sang, der uden tvivl vil egne sig godt til den levende optræden, hvor Wibergs repertoire for alvor kan folde sig ud.
Gennem de 14 numre vender naturen og friheden igen og igen tilbage som temaer. Man mærker næsten vinden gennem det åbne bilvindue og fornemmer de lange vestjyske landeveje. Minderne fra barndommens somre og høsten, hvor sangen fra halmvognen blandede sig med lyden og duften af landet, ligger som en understrøm gennem albummet.
Musikalsk holdes udtrykket organisk. Lauritz Andreasen på guitar, Gustav Andreasen på bas, trommer og keyboard samt Jon Bjarnason på banjo og lapsteel bidrager til en lyd, der passer godt til Wibergs sange. Især banjo og lapsteel er med til at understrege forbindelsen til country og den amerikanske singer-songwriter-tradition, uden at albummet mister sit tydelige danske og vestjyske særpræg. ”Vilde blomster” er således ikke et album, der forsøger at råbe lytteren op. Det vil snarere have os til at standse op og lægge mærke til det, vi allerede har omkring os. Tina Wiberg har skrevet et personligt og sympatisk album om frihed, kærlighed, natur og livsglæde.
Det er musik med solskin i sig, men også med en stille eftertanke. Og måske er det netop albummets største styrke: Det minder os om, at de største glæder ofte findes i de mindste øjeblikke.
Fotos: Rikke Lindekilde/Yourblitz
