The Blues Overdrive er efter eget udsagn et af Danmarks mest efterspurgte bluesbands. Deres kalender vidner da også om over 100 koncerter i ind- og udland i løbet af få år. De har bl.a. spillet på Skanderborg Festival, Copenhagen Jazz Festival og den tilsvarende blues-festival.
Debutpladen fra 2012, der slet og ret bar gruppens navn, efterfølges nu af det aktuelle udspil, Clinch! Pladen gynger solidt og smittende afsted med 10 engelsksprogede, selvskrevne sange og stilsikker instrumentbeherskelse. Her blandes de blå elementer og smag af klassisk Chicago-blues og delta grooves med gruppens egen lyd. De siger selv, at de strejfer andre genrer, og at de refererer til gamle mestre som Lightnin´ Hopkins og Robert jr. Lockwood.
Teksterne er den rene jammer og depression. Og det skal man næppe undres over, for det er vel netop sjælen i blues: Indre opløsning, træske kvinder, ensomhed, djævelskab og tomme lejligheder. Men som gammel folkie lytter man uvægerligt efter ordene, der her på Clinch! snarere er enkle, grænsende til det primitive, cowboytraditionsbærende og stemningsskabende end ligefrem fortællende, beskrivende, vedkommende eller nyskabende. Her berettes om pistoler, man har lyst til at fyre af mod den elskedes hjerne, fordi hun er, ak, så uopnåelig. (Faktisk så meget, at man selv har lyst til at dø – som 21-årig!) Og der berettes om virtuelle kugler, som farer rundt i hovedet på en og sikrer den totale sorthed og forvirring. Og så er der den velkendte saga om den modbydeligt onde kvinde, der kandiderer til titlen ”Djævelens Datter”, men som man alligevel (måske netop derfor) vil gøre alt for at vinde!
Jeg er ikke imponeret over det univers, som ordene på Clinch ruller ud. For mange uvedkommende, Amerika-importerede klicheer, for mange gentagelser og en ofte tåget, tilbagelænet, forvrænget og let snøvlende fremførelse af ordene. Nogle dansksprogede sange og nogle anderledes temaer, der forholdt sig til nutiden, ville få mig til at vågne op.
Gruppen har bevidst tilstræbt enkelhed på pladen. De siger selv: ”På Clinch! Har vi forsøgt at skære ind til benet og få udtrykket så minimalistisk som muligt. Det drejer sig om at komme ind til sangenes kerne”. Det kan sikkert være en brugbar ambition, når blot det ikke som her fører til klicheer og overforenkling i tekstuniverset. Nej, pladens styrke ligger ikke i ordene og heller ikke i de noget monotone melodier. Styrken ligger så absolut i de virtuose musikeres leg med forsiringer, instrumenter og i et flot samspil.
Jeg er ikke i tvivl om, at The Blues Overdrive fungerer fremragende på et dansegulv til en fest. Rytmerne og stemningen er medrivende. Det er for eksempel en fornøjelse at høre de flotte guitarer og den faste rytme på et nummer som ”Three Time Lover” eller ”Cherry”, der har Chicago-guitaristen Joel Paterson med som gæstemusiker på steelguitar. Desuden medvirker blues-legenden, guitaristen Duke Robillard, der har spillet med både Bob Dylan og Tom Waits. Forsangeren Martin Olsen har skrevet næsten alle sangene. Desuden medvirker på Clinch! Andreas Andersen på guitarer, Thomas Birck på bas og resonator, Lars Heiberg på trommer og percussion.
