Stine Michel har gjort det igen. Som efterfølger til musikfortællingerne ”Mosekonen brygger” og ”Ønskeegen” er ”Himmelhøj” nu på trapperne til stor glæde for alle 4 til 10-årige og alle os andre. Det er det tredje album om pigen Ida og hendes fantastiske oplevelser mellem dværge, vætter og andre væsner, der kun findes i myter, sagn og eventyr, eller gør de?

For i Stine Michels univers bliver historierne levende og fængende, så man naturligt indlever sig i fortællingen, der aldrig går i stå eller bliver kedelig. For hun kæder sine eventyr sammen med dejlige smægtende sange og viser, så det hele bliver bundet sammen til en helhed. Man behøves ikke bruge fantasien ret meget for at forestille sig personerne i fortællingen, som både er skrevet og komponeret af Stine Michel, og som hendes stemme passer fabelagtigt til, så man bliver indfanget af magien

Eventyret handler i korthed om pigen Ida, der møder vætten Pannino i Himmelhøj under kirken. Herfra går hendes rejse til jordens indre, ridende på ræven Ruska, for at få smedet et klokkespil til kirken, der skal erstatte kirkeklokken som larmer, så Panninos mor Lattermilde får ondt i hovedet og ikke mere kan le. Undervejs hører vi, at Danmark blev skabt ved en fest, om ildfruen Fauna, der har mistet livsgnisten, men som Ida hjælper med at få tilbage. Hun ”går gennem ild og røg for at redde Himmelhøj”, som hendes hjælperemse hedder, og endelig finder hun dværgene, som skal støbe klokkespillet. Men det har en høj pris for Ida, inden hun atter kan vende tilbage til jordens overflade.

På albummet og til koncerterne har Stine Michel ”Gudebanden” med bestående af Christine Dueholm, Morten Lundsby, Perry Stenbäck, Per Michael Jensen, Jan Rørdam og Hans Ulrik.

CD: Stine Michel: Himmelhøj GO’ Danish Folk Music 2012

http://www.stinemichel.dk/