Dette er den gamle Aalborg-dreng, Ole Berthelsens, 21. album i den række, der startedes helt tilbage i 1979 med ”Altid Vågen Om Natten”. I alt har han hermed indspillet ca. 250 sange, alle inspireret af egne oplevelser og erfaringer. Stik den! Unægtelig et imponerende livsværk, et 40-årsjubilæum fyldt med sjove, personlige, præcise, overvejende lokale og eftertænksomme iagttagelser.
Som sangeren, tekstforfatteren og komponisten selv siger om dette nyeste skud på stammen, Hvalvær: Her er sange om verdens tilstand, hvor lokale folk, omgærdet af fake news, blændende skønhed, og lurende farer klarer sig igennem dagen og vejen.
Hvalvær har en vemodig grundtone, for her brydes den ældre, erfarne mands glæde ved det svundne livs minder med det levede livs små undere. Undere, som man måske værdsætter særligt, når fremtiden er kortere end fortiden. For resten, Hvalvær? Hval…. – hvad for noget? Jo, hvalvær er en lokal norsk betegnelse for vejrliget, når fjorden er blank, og hvalerne kan spottes under overfladen. Fire af sangene på albummet har afsæt i et nyligt ophold på en norsk fyrtårn-sø nord for Polarcirklen, så det forklarer hvalerne.
Det norske blandes op med det lokale nordjyske, så man kan indvende, at pladen er lidt spredt fægtning. Umiddelbart kunne jeg bedre lide, når OB samlede sig om et tema, som tilfældet var med Østbydreng fra 2012. De fleste melodier på Hvalvær har ikke ørehængerpræg, for de garnerer de ordrige, fortællende tekster. Ordene er så absolut i centrum, og dog er der kønne melodier at finde. Det gælder især det andet nummer, ”Sjæleven”, en dejlig sommer- og kærlighedssang, og det gælder titelnummeret, ”Hvalvær”, der handler om at nyde nuet, stilheden og den fantastiske norske natur.
Den musikalske genre, som Ole Berthelsen bevæger sig i, må kaldes lyrisk, dansksproget, fortællende folk-rock. Ind i mellem er der efter min smag tendens til lidt for meget rytmeboks eller snarere forudsigeligt janitsharspil, hvilket leder tanken lidt hen på Dansktoppen eller suppe-steg-og-is. Banale, lidt søgte rim findes også på pladen.
Her er et eksempel: Med snesjap, blar og ælt/ og træer, der er vælt (”Der Kommer En Dag I Morgen”). Sangen ”Speciel”, om den uanbringelige outsider, virker lidt for meget som genbrug fra tidligere albums. Men der er bestemt også det modsatte, det uventede og pudsige, som når det konstateres, at solen står op ”lidt til venstre for i går” (”Sjæleven”). Eller denne sentens: ”Jeg lader hjertet hvile i sit hjerteslag, og sindet smile i sit sindelag” (”Hvalvær”). Det er Ole Berthelsens slogan for pladen, og det både rimer og passer fint på den gennemgående stemning.
Pladen indeholder i det hele taget mange fine iagttagelser fra lokalsamfundet. Iagttagelser, der ikke puster sig op til at være store filosofiske teorier eller skarpe, politiske kommentarer. Her er det fint nok at iagttage grågåseparret, der forstyrres af den påtrængende historiefortæller, eller mindreværdskomplekset der næres af fordybelse i alle de små problemer, der tårner sig op i hverdagen (Selfieforlænger)
Blandt de norsk-inspirerede numre findes også den gribende historie om tyskeren, der under Anden Verdenskrig blev henrettet i Tromsø, fordi han deserterede og bare ikke kunne holde til mere vanvid. Et vigtigt emne, for fjender er ikke bare fjender. For egen regning vil jeg tilføje, at læsning af ”Det Ensomme Hjerte” af Tom Buk-Swienty kan anbefales, hvis man vil dykke dybere ned i temaet.
Musikerne er gamle kendinge på Berthelsens plader, og de gør det godt. Flemming Ostermann spiller strenge- og tangentinstrumenter og synger kor, mens hans faste makker fra Billy Cross Band, Henrik Askou, står for trommer og percussion.
