At blande folkemusik og heavy-metal er ikke en ny ide. Der har i mange år været talrige forsøg på at fusionere disse ellers ret forskellige musikudtryk. Med større og mindre held har mange prøvet at finde en vellykket formel. Den mest udbredte opskrift har været den simple model: At tilføre traditionelle folkemusikinstrumenter i den tunge rock. Det er imidlertid de forsøg, hvor musikerne har brugt de hedenske ritualer og fortællinger med elementer af middelaldermusikken, som har etableret en slags konsensus.
Ét af de tidlige og succesfulde eksempler er Blackmore’s Night, som blev startet i 1997 med Ritchie Blackmore (Deep Purple) og sangerinden Candice Night i front. Andre heavy-rockmusikere har også været med til at bane vejen. Eivør har flagret lidt rundt i sin folk/jazz/rock-genre. Men flere helt unge musikere fra Europa og især Norden og Finland i særdeleshed har de senere år skabt en helhjertet folk-metal-scene med danske Svartsot og Huldre som eksempler.
Og bedst som jeg troede, at nordic noir-kulturbølgen og hele vikingeromantikken havde lagt sig, så viser det sig at der er opstået interesse/markeder også i andre dele af verden. Dansk/norsk/tyske Heilung turnerede det meste af 2019 nærmest verden rundt på store musiksteder og festivaler med deres eksperimenterende neo-folk, og nu stempler Myrkur sig ind. Og med en så klar albumtitel vil hun forståeligt nok også jagte populariteten.
”Den nordiske black metal har rødder i folkemusikken. Hele tematikken i nordisk black metal og nordisk folk har meget til fælles, ligesom begge stilarter besidder en kæmpe styrke”, siger hun.
Myrkur var oprindeligt et black-metalband med ’hemmelige medlemmer’. Fra 2014 og frem til 2017 opnåede de en vis international succes, men fik vist ikke rigtig anerkendelse i dødskultkredsene. Nu er teatertordenen delvis forstummet – og bag blod og maskara er så pæredanske Amalie Bruun tonet frem og giver nu sit ’take’ på genren.
Bortset fra sangen The House Carpenter, som her har fået bortcensureret det væsentligste af fortællingen, har hun skrevet det meste materiale og spiller de fleste instrumenter. Hun har fået hjælp af Christopher Juul fra foromtalte Heilung. Med de traditionelle instrumenter lyre, nøgleharpe og mandola fremme i lyden, med middelalderkadencer og på engelsk og ’nordisk’ skønsang lokker Myrkur os ind i dette mytologiske univers.
Hendes vokaler er ikke unikke, men smukke, og gør det meste af det, vokaler skal: Fortæller historier og skaber stemninger. Følelserne forekommer imidlertid ikke ægte, men ikke uventet får vi en rundtur med vikingebåden i de dybe fjorde og dybt i den nordiske underverden af drama, mystik, sagaer og fabler.
Som nybagt mor har hun måske skullet lægge sin energi andre steder end i musikken, som truer med netop ikke at fusionere og bliver lidt slap visse steder. Selv om jeg ikke har overgivet mig til Myrkur, så tyder det på, at dette helt nye album med pladeselskab og management i ryggen kan blive så mainstream, radio- og koncertsalsvenlig, at hun når det helt store publikum. Det kan godt være, at det er Myrkur, verden har brug for. Når den igen åbner sig.
