Ingen i anmelderens generation med et aktivt forhold til musik – ja, vel næppe nogen overhovedet – kan fornægte at have et forhold til en række aldrende sange, der i dag står med klassikerstatus. Det handler om titler som Du gamle måne, Det var på Capri, Pigen og søndenvinden og Glemmer du, bare for at nævne nogle enkelte. En række af 1940’ernes og 50’ernes populærkomponister og – tekstforfattere formåede at skabe sange på et kvalitetsniveau, der har betydet, at de stadig holder. Godt og vel endda.
Sangeren og sangskriveren Michael Vesterskov har et ganske anseligt originalt bagkatalog i sit musikalske kølvand, men har med sin nyeste udgivelse valgt at tolke et udvalg af de nævnte klassikere. Baggrunden er, ud over respekten for sangene, at han som knægt og ung fik et forhold til disse sange gennem adskillige spillejobs med sin far, der var festmusiker. Derved bliver det også for Vesterskov en søgen tilbage til, hvad der har dannet ham musikalsk – nok med en snert af længsel.
Som nævnt er der tale om en personlig fortolkning, såvel i fremførelsen som i de musikalske arrangementer. Naturligvis. Det giver ingen mening at udgive rene kopier af klassikere, som stadig er tilgængelige og kan høres. Det er imidlertid er udfordring at give arvesølvet nyt liv og samtidig fastholde de kvaliteter, der har forsølvet materialet. Lars H. U. G.´s forsøg tilbage i 80’erne med pladen ”Copy” var i disse ører ikke en ubetinget succes. En påstand, som mange formentligt vil bestride.
Problemet ligger i håndteringen af melodimaterialet. De gamle komponister formåede at skabe gode og slidstærke melodier, som man skal være yderst varsom med at tilføre ændringer, og her har Vesterskov taget sig for store friheder. Hans melodilinjer bevæger sig mange steder ganske lang væk fra originalerne og har ikke tilført sangene nye kvaliteter. Tværtimod har de i større eller mindre grad sløret kvaliteterne i de gamles fine kompositoriske håndværk. Når der som her er tale om egentligt folkeeje, forstærkes det nævnte problem. Vesterskovs fortolkninger bliver ganske enkelt for svære at acceptere, fordi det er så følsom en sag at pille ved netop melodierne. At Dylan gør det uhæmmet og sjældent vellykket med sine egne sange, må desværre accepteres, men i omgangen med andres unikke skaberværk må den største varsomhed kræves.
Det er ærgerligt, for de musikalske arrangementer formår faktisk ganske godt at finde balancen mellem respekten for arven og den opdatering, der gør giver nyfortolkninger deres berettigelse. Det er netop på det musikalske plan, man først og fremmest kan tillade sig at arbejde med gammelt materiale, men ideelt set bør arbejdet føre frem til, at melodiernes kvaliteter understreges og i bedste fald fremstår styrket.
Hvis man forsøger at se bort fra forbeholdene med hensyn til melodifortolkningerne, er Michael Vesterskovs udspil et godt og sympatisk projekt. Disse sange fortjener at blive fastholdt og formidlet ud til nye generationer. Hans fremførelser af sangene er inderlige og nærværende, og musikalsk set er der som nævnt ikke så meget at sætte fingeren på – og måske kan lyttere med begrænset eller intet kendskab til de gamle sange få en ganske god oplevelse med ”Bagateller” i øregangene.
