Parret, Marianne Mortensen (f.1958) og Michael Vesterskov (f. 1959) udgav i 2005 cd’en ”Du & jeg & månen”, og nu er de klar med deres anden fælles cd. Den har fået titlen ”Grib dagen og øjeblikket”. Genren er populær underholdningsmusik, der gerne vil vække til eftertanke.
Marianne Mortensen og Michael Vesterskov er oprindeligt musikalsk set meget forskellige med rødder i henholdsvis rock og viser, Jeg husker Marianne Mortensen fra hendes og Mette Sønderholms dejlige LP, ”Sommerdrømme” (1981) med Holger Drachmanns sange.
Michael Vesterskov er heller ingen nybegynder. Han er god for en halv snes plader gennem årene, han holder foredrag og har desuden lige skrevet et par bøger. Den seneste hedder ”En sangskrivers søgen efter det dybe smil” og er blevet til på baggrund af et ophold i kunstnerhuset ”House of Songs” i Austin, Texas. Et ophold, der, ifølge ham selv, blev ”en rejse ind i sjælen, på jagt efter legen, smilet og letheden.” Temaer, som også genkendes på ”Grib dagen og øjeblikket”.
”Det er en daglig udfordring for de fleste, inklusive os selv, at vælge lyset frem for mørket. Det virker så meget lettere at ty til medicin eller lidt mere rødvin end at tage kampen op med livet – eller rettere døden, som altid ånder os i nakken og konfronterer os med vores skrøbelighed dagligt,” siger Michael Vesterskov om temaerne på ”Grib dagen”, der er indspillet live i ”Det Lille Kulturhus”, ”Ved Gadekæret” i Ledøje ved Ballerup. Her har parret flere gange sørget for både musikken og maden, og efter deres eget udsagn har det været en succes. De måtte lave ekstrakoncerter, og klapsalverne på liveindspilningen tyder da også på, at musikken falder i manges smag.
Jeg har svært ved at dele begejstringen. Akkompagnementet overdøver gennemgående Marianne Mortensens smukke, men noget anspændte stemme og virker overlæsset. Med sig på CD’en har de på klaver og orgel Simon Toldam, Rune Harder Olesen på percussion, Klaus Nørgaard på kontrabas og Samuel Hällkvist på akustisk og elektrisk guitar. De spiller fremragende, men det ville have klædt indspilningen, hvis instrumenterne skiftedes lidt og dæmpede sig af og til. Den bedste melodi er i mine øren Tom Waits´musik til ”I Det Mørke Rum”, der også har en mindeværdig tekst af Pia Juul.
Hvad teksterne angår, så har jeg trods mange gennemspilninger haft svært ved at stille ind på den rigtige frekvens. De tekster, som Michael Vesterskov selv har skrevet – syv ud af 13 – taler simpelthen et andet sprog end mit. Det virker, som om en masse selvfølgelige banaliteter pumpes ud gennem det overlæssede akkompagnement, og jeg har svært ved at finde det væsentligt eller bare lidt interessant: Vi skal gribe dagen, finde os selv og smile lidt mere! Ydermere er sproget ofte kunstlet og søgt, efter min mening. Her er en linje fra titelmelodien:
”Grib mig – faldet nærmer sig. Verden kan være hård – tro det eller ej. Lad den sidste flamme rejse sig. Og ”Hold om mig, før hævnen hævner sig!”
Jeg tror gerne, at verden kan være hård, og at det gælder om at finde ind til solen, flammen og smilet i sit indre jeg. Men langt mere berigende ville det være at høre lidt om, hvori ”det hårde” og ”flammen” består. Og det er mig en gåde, hvordan ”hævnen” kan ”hævne sig”. Men nærmere forklaringer kommer man desværre ikke til i Vesterskovs tekster.
Et lyspunkt er teksterne af Henning Kvitnes, Pia Juul og Kari Iveland.
