En svært irriterende hob af vi halvakademiske, næsebebrillede anmeldere forfalder forfærdeligt nemt til at forlange personlighed, originalitet og noget, der ligner Jesu genkomst af hver nyudgivelse. Alle irrationelle magter skal da også vide, at der udgives for megen overflødig tomgang, men ind imellem må man bøje sig for noget, der på ingen måde lever op til vore for ofte ureflekterede krav om revolution, men som på det jordnære krav bare er i orden. Sådan er det med denne skud-fra-hoften-skive med klaverbokseren L Wood Joy, Alias Lasse Skov, og hans to kompetente kumpaner på bas og baljer.
Der er langt fra Fyn til New Orleans, men ikke længere end at man kan lege sig derover ved tangenterne, og det gør Skov på ganske overbevisende vis. Esben Just dukker op i associationerne, og anmelderens studier fortæller da også, at Skov har haft gode kontakter til såvel Just som den herligt driftige Stan Urban – og en række andre kompetente tangentbetvingere. Det har været vitaminer. Såvel hans egne kompositioner som de originale ting swinger tungt og svulstigt ud ad Route 66, og man bliver så befriende humørfremkaldende sparket i sit agterspejl.
Man kan ind imellem få trang til at høre andet end klaver og maskinrum, bortset fra Skovs vokal, og det sørger trioen da også for ved et par velvalgte steder at tilføje Hans Mydtskovs sax, Morten Lyngsøes whistle, Klaus Rasmussens supplerende vokal og- endnu en gang – Perry Stenbäcks guitar.
Det her har ikke en døjt at gøre med originalitet, fornyelse eller nogen himmelsk nedkomst til Jorden, men skide være med det når det sparker støvet op og gør én banalt glad som ”BoogieRollSwingJazz” gør det. Man kunne sagtens sætte en renvasket finger hist og pist, men man kan også producere selv den bedste musik ud i kedsomhed. Det har lykkeligvis ikke været tilfældet her. Tak for det. Smid bare mere kul på, Lasse!
CD: L Wood Joy: “BoogieRollSwingJazz” – (Egen udgivelse. Intet katalognummer).
