Dette nye album er desværre udsendt posthumt. Jesse Winchester døde i foråret, men fik gjort denne samling nye sange færdig. Han nåede også i løbet af sin karriere at udsende en imponerende række albums fyldt med folkrock-sangskatte. Dem har jeg gennemlyttet og vil benytte lejligheden til et kort portræt.
Jesse Winchester turnerede aldrig i Europa og er ikke særlig kendt her, men i USA og Canada er han én af de store sangskrivere og lovprises af mange kollegaer. Nogle af dem omtaler ham som vor tids Stephen Foster. Hans fløjlsbløde stemme, afdæmpede stil og pæne produktioner faldt ikke i alles smag. Derfor er hans sange måske bedre kendt i andres versioner, da listen over kunstnere, som har indspillet hans sange, er meget lang.
JW er født og opvokset i USA’s sydstater, men måtte i 1967 gå i eksil for at undgå at blive soldat. Han boede i Canada, indtil han blev benådet og endelig kunne optræde i USA i slutningen af 70erne. Det har været medvirkende til hans kultstatus og også til, at nogle af hans smukkeste sange handler om afsavnet og længslen hjem, f.eks. ”Mississipi You’re On My Mind”, ”Yankee Lady” og ”Talk Memphis.”.
I Toronto møder han i 1970 Robbie Robertson fraThe Band og Todd Rundgren. De hjælper med at producere debutalbummet ” Jesse Winchester” – en garage-roots-klassiker med sangene ”Biloxi”, ”Payday” og perlen ”Brand New Tennessee Waltz”.
I 1972 kommer et album med titlen ”Third Down, 110 to Go” med knap så vellykkede sange. Så følger til gengæld tre plader -”Learn To Love It”, ”Let the Rough Side Drag” og ”Nothing But A Breeze” – spækket med nogle af hans bedste sange, hvoraf flere når hitlisterne. Titler som ”Defying Gravity”, ”Blow On Chilly Wind” og ”How About You” er stadig på mange musikeres sætlister. Stilen er nu mere country og country-rock. Han kandiderer til at blive Gram Parsons stedfortræder som Emmylou Harris duetpartner, men det blev kun til et midlertidigt samarbejde.
På pladerne”A Touch On The Rainy Side” og ”Talk Memphis” fra 1978 og 1981 er der stadig gode sange, men de er næsten ødelagt af tidens popproduktion, som nu om stunder lyder håbløs. JW flytter tilbage til USA, turnerer lidt og begynder at indspille i Nashville, og nu udsender han igen små mesterværker: ”Humor Me”, ”Gentleman of Leisure” og ”Love Filling Station”. Tre anbefalelsesværdige albums. Her bliver han backet af nogle af byens bedste akustiske musikere.
Med det helt nye album kunne man frygte, at det ville blive i stil med Johnny Cash’ dødskæmpende sidste udgivelser, men trods længere tids sygdom er det fyldt med den sædvanlige varme og elegance. Der er et par oldies-covers ”Rhythm Of The Rain” og ”Whispering Bells” med dejlig doo wop-harmonisang, men det er atter hans sange, der skinner klarest igennem. ”All That We Have Is Now” er en romantisk ballade, ”A Little Lousiana” med en smagfuld cajunklang, og en eftertænksom ”Just Too Much”. Efter at have hørt de nye sange er det ikke så meget en stemning af sorg over at have mistet endnu en af de store musikere, men meget mere en taknemlighed over at få disse sidste sange, som vil bringe glæde til alle, der holder af Jesse Winchester. Når man derfor skal sætte punktum efter hans karriere og vurdere hans store og varierede bagkatalog, så er det først og fremmest hans evne til at sætte perfekte melodier til poetiske, humoristiske og sjælfulde tekster, der vil huskes. Trods enkelte kiksere og skæve produktioner kan hans store talent for at lave sange ikke skjules. Selv om han ikke frit kunne optræde uden for Canada, og selv om han ikke fik det monsterhit, som kunne have gjort ham verdenskendt, så vil hans bedste sange blive husket længe. Desværre kan det være lidt svært at finde hans ældre musik, men det er besværet værd. ”The Best Of” på selskabet Rhino fra 1989 kan anbefales. Foruden de nævnte titler er der også nogle gode radio- og koncertoptagelser, og der skal også nok komme en hyldestplade. Men hvis den er lige så intetsigende som Eric Claptons nye hyldest til J.J. Cale, så lyt hellere til den ægte vare.
|
|
|
||
|
|
||
|
|
||
|
|
||
|
|
||
|
|
||
|
|
Jesse Winchester spillede også i Europa bla. På Roskilde festival i 1976
Du har ret. Han var I Europa i 1976. Oplevede du koncerten i Roskilde? vh Claus