Dobbelt cd kunstnere fra The Brontë Music Club i Nordirland

The Brontë Music Club har siden 2005 eksisteret i en gammel kirke fra 1760 i County Down, ledet af den musikalske ildsjæl Andy Peters. Men den økonomiske krise har desværre også ramt al den gode musik, der ellers kunne bidrage til at øge livsglæden og holde krisestemningen lidt væk. Så nu er den aktive klub kommet i økonomiske vanskeligheder!

Resolut har en kreds af de optrædende kunstnere på Andys forslag derfor hver doneret et nummer til en støtte-cd, og man kan kun håbe, at det sympatiske projekt sælger godt. Klubbens repertoire og videre skæbne kan følges på www.brontemusicclub.com. Og jo, den er god nok: Stedet er opkaldt efter pastor Patrick Brontë og hans tre litterære døtre, der stammer fra egnen.

Repertoiret i The Brontë har hovedvægten på den musikalske legering, der i de senere år er blevet kendt som ”americana”. Interessant at de kunstnere, der optræder på ”Inspired” og selve americana-stilen som sådan, af alle steder har fundet sig et fristed i Nordirland! Men ved nærmere eftertanke giver det nu god mening: Netop her er det nok både for fortærsket og for kontroversielt at synge ”The Protestant Boys” og ”The Old Orange Flute” – og ”Kevin Barry” og ”Roddy McCorley” går selvsagt slet ikke.

”Americana” er den amerikanske musiksjæl, rørt sammen af mange ingredienser. Og kunstnerne på ”Inspired”, der kommer fra Canada, USA og England, er som navnet også antyder tydeligt inspireret af en lang række traditioner. Her er elementer af klassisk folk, blues, rock, cajun, zydeco, rhytm & blues, bluegrass og country. Pladen er blevet derefter: En præsentation af vidt forskellige lyde og retninger.

Jeg har det med denne CD som med Tønder Festivals årlige samle-cd: Den er fin til at give smagsprøver på, hvad der sker, men ret hurtigt finder man ud af at zappe rundt til de skæringer, man kan lide. Resten får så lov at samle støv. Og jo, jeg hader mig selv for at være så konservativ, så jeg har bevidst søgt at lytte også intenst til det, jeg ikke kender.

Som inkarneret folk-puritaner, synes jeg nu alligevel de folkede navne gør sig absolut bedst. Det gælder ikke mindst den canadiske sangerinde Lynn Miles, som jeg er taknemlig for at have lært at kende. Hun synger til egen guitar på den indtrængende ur-dylanske, ”længes-hjem”-ballade ”Surrender Dorothy”. One woman and one guitar! Befriende gammeldags. Ligeledes er der velsyngende canadiske ”The Once” med ”Three Fishers” om fiskernes hårde liv – og de sørgende enker. Den dejlige texanske Eliza Gilkyson, som vi kan glæde os til et genhør med i Tønder, har et fint nummer, ”Hard Times in Babylon”.

De øvrige 18 numre indeholder svingende, rytmiske godbidder såvel som kedelige teflon-agtige, glatte numre. Ren pop, der glider let ind og let ud igen. Nogle er hårdslående som det tromme- og violinbaserede cajun-rock-nummer ”Ca C´est Bon” med L´Angelus. Andre mere stilfærdige som Beatlegras, der på ”After All These Years” med banjo og noget, der minder om et vaskebræt, lyder lidt som ”Nice Little Penguins”

Alt i alt et sympatisk projekt – meget spredt, og især for yndere af americana-stilen.

(12 £ gennem Www.frontierpromotions.com)