Den østjyske singersongwriter Ida Wenøe har udsendt sit andet album og fortæller på sin hjemmeside om baggrunden for sine tekster: ”Gennem disse sange forsøger jeg at minde folk om at tage sig tid til at tænke, at elske, at kende kærligheden, at se sig omkring, og se ind i os selv. At vove at være uden at være nogen. At stoppe før vi går, i stedet for at løbe tankeløst rundt. Lad de ting vi endnu ikke ved, være de ting, vi endnu ikke ved, indtil vi gør det. Nær tålmodighed og nyd dette øjeblik i stedet for altid at skynde sig videre til det næste.”
Og det må siges at være lykkedes for den unge sangerinde, der har skrevet samtlige numre. Albummets titelmelodi er første nummer, og her lægges linjen til et dejligt bekendtskab med blide toner, ind imellem med lækre temposkift, som får melankolien og modløsheden til at fordampe, når drømme, håb og kærlighed vinder frem i de meget sigende tekster, der slynger sig omkring de flotte melodier..
Selv om der er ni numre på albummet, så kan man fornemme en sammenhæng og et mønster i de stemningsfyldte numre, uanset om sangene handler om det snedækkede Värmland, hvor sangen med samme titel er skrevet, eller om det er en hyldest til hendes barndoms hjemegn i The River of Treesbury Hill. Man fornemmer Ida Wenøes glæde, stolthed og samtidig længsel og minder om sit lokale område.
I Change Me A Little skifter tempoet glidende, mens hun nærmest drillende og legende tager os med til Circus Season, hvor fantasien har frit spil. Der er meget flotte og smægtende toner i Oh My Heart, Sweetheart, som er et af de smukkeste numre på albummet, sammen med den lidt melankolske sang om Värmland. Her føler man, at sangerinden krænger sin sjæl helt ud, og man kan kun sidde intenst lyttende og nyde hendes sødmefyldte vokal. I det hele taget er Ida Wenøes stemme indtagende, og selv om det ofte er afdæmpet, så mærker man hendes 100 procents engagement og indlevelse
Esben Svane er foruden at have produceret og mixet albummet også med i Ida Wenøes band på slagtøj, keyboard og guitar. På bas er Magnus Knudsen, som også synger kor, og det samme gælder Stine Steendorph og Annamaria Roselil på enkelte numre. Selv spiller hun forskellige former for guitar, fløjte, klaver med mere. The Self Pity Song er et solonummer, hvor Ida Wenøe har sat sig ved klaveret og giver en stille ballade om byens dummeste pige.
Men der er nu intet dumt over dette album, som er en stor nydelse for lytteren, der kan nyde dejlige sigende tekster til fortrinsvis stilfærdige og blide, men også iørefaldende melodier. Et af årets højdepunkter til dato for anmelderen.
