Der findes en vending, som også jeg benytter, når jeg hører en god sang og ikke ved, hvem der har skrevet den: ”Det er nok en Gordon Lightfoot-sang”. Denne karakteristik passer nemlig på sangskriverlegenden, som har skrevet utallige sange, man kender uden rigtigt at kende manden selv.

Det hænger både sammen med, at han altid har holdt en lav offentlig profil og ikke har optrådt meget uden for sit hjemland, mig bekendt heller ikke i Danmark, samt det faktum, at det mest er andres versioner af hans sange, der er blevet hits. Hans sange er nemlig ubesværet gledet ind i mange musikeres folk-, pop-, country- og rockrepertoire. Listen over disse musikere er uendelig og spænder lige fra Elvis Presley og Bob Dylan til mange helt nye artister. Desuden har flere musikere udgivet hele albums udelukkende med Lightfoot-sange.

Hvis vi ikke tæller Neil Young og Joni Mitchell med, så regnes nu 81-årige Gordon Lightfoot som Canadas bedste sangskriver. Hans karriere startede i slutningen af 1950’erne, og for nemhed skyld kan man inddele hans mange pladeudgivelser i perioder efter hans pladeselskabskontrakter: United Artists Records 1966-1969, Reprise/Warner Bros. Records 1970-1998 og herefter mindre lokale selskaber.

Ikke kun hans udgivelser, men også hans talent og selve pladeproduktionerne har været forbavsende konsistente sammenlignet med mange andre musikere. Jævnligt har han udsendt nye sange, og hvad enten det er større orkestre eller mindre ensembler, der backer ham, så har han ikke skullet genopdage sig selv eller ligget under for diverse musikalske trends.

Bedst som jeg var ved at genlytte hans store bagkatalog, har han for første gang i 16 år lige udsendt et album med nye sange. Som han udtrykker det: ”Jeg tænkte, at mine fans ville være interesseret i at høre, hvorledes sange lyder, lige når de er skrevet for første gang”. Derfor skal titlen SOLO tages bogstaveligt.

Siden Johnny Cash nærmest på sit dødsleje indspillede sine sidste sange i en strippet version og fik en helt ny lytterskare, har andre forsøgt at gentage dette tvivlsomme stunt: Neil Diamond, Glen Campbell m.fl. men Lightfoot når i mål med sit projekt og er da heldigvis rask endnu.

Ungdommens friskhed er naturligvis borte. Men i stedet for at skjule hans lidt skrøbelige vokal i lydproduktionen, så får vi lyttere nu bedre mulighed for at nyde hans guitarspil og distinkte stemme. Veteranen står med sin guitar, sine livserfaringer og en buket nye sange, og det er som at lukke en gammel ven ind, man ikke har hørt fra i årevis.

Hans nye sange er de velkendte, små fortællinger på simple og iørefaldende meloder. Lightfoots tekster har aldrig været hudløst personlige eller kontroversielle, og netop fordi de er så tidløse og universelle, er de så umiddelbare at spille og synge.

Årsagen til, at jeg fordybede mig i Lightfoots musik, var en filmdokumentar om ham opkaldt efter ét af hans mange hits ”If You Could Read My Mind”. Den havde premiere for nylig og kan varmt anbefales. Man kan naturligvis læse om hans karriere, men de mange arkivklip giver en spændende kavalkade helt fra barndommen i Ontario over 1960’ernes folkscene i Greenwich Village, stadionkoncerterne i 1970’erne og hans høje status i Canada her i hans alderdom.

I min verden burde hans efternavn være Lighthouse, for som et fyrtårn han rager op over de fleste og hans sange kaster lange lys, så husk: Næste gang du går rundt og nynner på en god melodi, så kunne det sagtens være en Gordon Lightfoot-sang.