Det sjette album fra trioen Fried Okra er det mest overbevisende, vi har hørt fra dem. ”Vi er superstolte af albummet, hvor vi har fundet ind til en lyd og et udtryk, som er helt vores eget”, siger trommeslager Thomas Crawfurd. Selv om den meget erfarne besætning med guitar, bas og trommer har visse begrænsninger, så formår de at udnytte mulighederne og har skabt et meget varieret album.
Selv om Rune Højmark og Emil Balsgaard hjælper lidt på et par numre på hhv. lap steel og orgel, og Peter Iversen har produceret og er kommet med musikalske forslag, så er det Fried Okra, der har leveret kompositioner og arrangementer i netop deres eget udtryk, som de også kan skabe til de kommende koncerter.
Københavnske Fried Okra har tidligere vundet Danish Blues Challenge og blev nummer to ved European Blues Challenge 2018. Desuden er de flere gange nomineret i kategorien Årets Blues Album ved Danish Music Awards. Det faste grundlag for deres musik er sydstatsblues i mange skikkelser. Det ene øjeblik som akustisk countryblues og det næste som bluesrock a la ZZ Top.
Fried Okra skiller sig imidlertid ud fra de fleste andre bluesbands pga. deres tekster. I stedet for at genbruge de sædvanlige bluesfraser har de skrevet nogle ekstraordinært gode tekster. Tag bare åbningsnummeret You’re Doing It Right. Her rejser forsanger Morten Lunn tilbage i tiden og får sig en snak med den usikre dreng Morten Lunn og giver gode råd og opmuntring. ”You’re gonna be allright, just wait and see. You’ll turn out pretty fine, just look at me”. De fleste andre sange har lignende gode tekstoplæg og personlige refleksioner over livets store og små tildragelser.
Selv om Crawfurd og bassist Anders Wallin bidrager med vokaler, så er Lunns rolle som forsanger selvskreven. Med et stemmeregister, der spænder over den bløde lyd, som f.eks. Søren Sko, og til det mere rå udtryk, så er han et stort plus for gruppen. Sammen har Fried Okra lavet et herligt bredt og alligevel sammenhængende og afrundet album, som bør skabe stor interesse ikke kun herhjemme.