Hvor blues, jazz og rock møder folkemusikken og hardangerfelen, kunne være titlen på denne cd fra det traditionsbærende norske pladeforlag Heilo, opkaldt efter hjejlen, Pluvialis apricaria, som i hvert fald i Danmark er en truet dyreart. Fuglens kald høres som en signatur i starten af det sidste af de 10 numre, der har fået den spøjse titel ”Gamleåret seig i hav”.
”Fete Slåtta” betyder ”Fede dansemelodier”, og slåtter spilles traditionelt på hardingfele eller violin. Således også her. De tre musikere i trioen har rod i hver deres musikalske genre, hvilket garanterer for musikalsk spændvidde og nyskabelse. Erlend Viken selv står for sang (meget lidt), hardingfeler og violin. Marius Graff lægger elguitar til, og Sondre Meisfjord klarer kontrabassen. Tre gange er produceren Olav Torget desuden med på noget så usædvanligt som den lille vestafrikanske guitar ngoni. Det usædvanlige instrument løfter blandt andre rheinlænderen Nerlo og gangarn Bureslått.
Trioen udgav deres debutalbum, ”Frie Tøyler”, tilbage i 2014. Siden er der kommet et album og en single til, der peger på en udvikling lidt væk fra den traditionelle folketone, som dog stadig er grundlaget for trioen. Erlend Viken har lært sig numrene på ”Fete Slåtta” gennem at lytte til kollegaer, lærere og forskellige arkivoptagelser og gamle plader. Alle melodierne er danseegnede; hallinger, springar, gangar og valse mm.
Hardingfelen som instrument plejer at dele publikum i to lejre af henholdsvis elskere og hadere. Vist er den smuk at se på med indlagte mønstre og op til ni strenge, men lyder den – helt ærligt – ikke lidt som en let tortureret kat? Jeg vil ikke tage stilling, men synes indimellem, at pladens tone kan blive vel skærende og monoton. Men måske man skulle prøve at danse med, for det er helt tydeligt, at musikken svinger, og spilleglæden er ikke til at tage fejl af.
Den største forskel fra de tidligere album er nok, at Sondre Meisfjord på ”Fete Slåtta” er kommet med på bas. Det tilfører en mere rocket lyd; en anmelderkollega kalder stilen for ”garagefolk”, altså mere upoleret og rå. Pladen er i hvert fald absolut værd at lytte til – og danse til.
Folkemusikken har det godt i Norge, og det er ikke mindst Heiloforlagets fortjeneste. Heilo er et norsk pladeselskap som hovedsageligt udgiver norsk folkemusik. Selskabet blev startet af Hallvard Kvåle (1941- 2006) i 1979 og selskabets første udgivelse, Slinkombas, vandt samme år Spellemannprisen. I 1995 overtog Grappa Musikkforlag Heilo, som fortsat udgiver norsk folkemusik.
Øverste foto: Sigurd Ytre Arne
