søgaard cdDa den sære sangskriver Rune T. Kidde for få år siden for tidligt drog mod det store ingenting, sang Christian Søgaard ved begravelsen for første gang Kiddes sang ”En stjerne langt fanden i vold”. At fortsætte med at synge sangene var det bedste, han kunne gøre for Kidde, mente efterladte fru Marianne. Det har Søgaard så gjort med sin trio, og nu er deres nye udspil blevet til en temaplade med Kiddes sange. De har gennem nogle år rejst rundt med bl.a. disse sange, men ”Stjerne langt fanden i vold” er deres første plade med total fokus på denne unikke sangskriver.

Trioen har gerne villet lægge en større og mere fyldig rolle til musikken oveni det traditionelle og meget tekstfikserede visekoncept. Ikke sådan, at teksten skulle underordne sig de musikalske arrangementer, men at de tværtimod skulle understøtte teksternes forskellige stemninger og bære dem videre på de instrumentale indsatser.

Christian Søgaard Trio står musikalsk for, ja, det er svært at finde en betegnelse, men noget i retning af soft worldjazz med kapelmesterens harmonika i centrum og med Morten Nordals akustiske guitar og Jens Holgersens kontrabas som særdeles kompetente medspillere. Når saxofonisten Morten Carlsen bidrager som gæstemusiker på fire af sangene, understøttes jazzpræget.

Yder denne specielle musikalske klon Kiddes sange retfærdighed? Ja, det gør den, specielt når inderligheden og munterheden skal tolkes, men måske bliver der en kende for megen pænhed tilbage, når Kidde flyver lidt længere ud af tangenten. Disse velspillende musikere kan med fordel purre lidt op i frisurerne og give lidt mere los for vanviddet, når sangene med barok skævhed skal fortolkes.

Moder Natur har ikke begavet Søgaard med en stor eller specielt personlig sangstemme, men han kompenserer glimrende gennem sine fortolkninger, og al den stund netop fortolkningen af tekstindholdet er visesangens adelsmærke, skal det nævnte forhold ikke trække ned i den stramme anmelders samlede vurdering.

”Stjerne langt fanden i vold” leverer musikalsk udvidede visefortolkninger, men moderne er de ikke. Anmelderen associerede umiddelbart tilbage til de sene 1950´ere. Men de er nok i højere grad tidløse, og når nu Kiddes sange ikke er specifikt målrettet generationslyrik, så er det egentlig heller ikke så galt.