Forunderligt at sådan en lille, tynd og sølvglinsende cd-skive på 12 centimeter kan falde så forskelligt ud fra gang til gang. Jeg har hørt mange tusinde af slagsen i mit liv, cd´er altså, men aldrig én som denne her!
31-årige Christian Deichmann formår med sin sikre og vedkommende (næsten)debut-cd ”Hjertebarn”, at præsentere en helt ny musikalsk niche. Pladen spænder over forskellige musikalske genrer, fra folk til let jazzede viser, men de vedkommende ord er hele tiden i centrum. ”Hjertebarn” indeholder ni dansksprogede og selvskrevne stemningsbilleder, en recitation af fiktive, følsomme og meget personlige – overvejende rimløse – tekster, breve faktisk, til et minimalistisk akkompagnement og minimalistiske melodier.
Ligesom man tror, at NU har man forstået meningen, så afslører en ny gennemlytning nye dimensioner i de flertydige og udfordrende tekster. Gennemgående rummer sangene beskrivelser af situationer, som de fleste vil nikke genkendende til – fra ulykkelige parforhold til fortvivlelse over jordens elendige tilstand. Christian Deichmann, der ikke må forveksles med tegneren og billedhuggeren med samme navn, søger meget konsekvent at leve et bæredygtigt liv, jf. Radio Østjylland 10. januar 2018, og det fremgår da heldigvis også af cd’ens tekster.
At ordene er i centrum skal ikke få lytteren til at tænke, at akkompagnementet er ligegyldigt. Diskret kontrabas, percussion, dobro, guitar og violin i mesterklasse fremhæver og indrammer teksterne på fineste vis. Christian Deichmann, Kasper Søderlund, Mads Lundahl Kristensen og Signe Ane Andersen er det samlede hold. De lægger ud med et langt og hjerteskærende brev fra en gammel veninde, hvis mand ikke rigtigt elsker hende. Det får hende til at skrive til sin gamle (næsten)kæreste i håb om, at en god erindring kan gøre nutiden mere spiselig. ”Banker På” hedder det næste ”brev”, der er et tilbud om hjælp til en gammel ven. Nummeret sluttes ganske pludseligt, men fint med disse sætninger: ”Jeg kan se, du har brug for en hånd. Tag min”…
”Næsetip” er pladens tredje nummer. Her fornemmer man moralistens løftede pegefinger (Deichmann er i øvrigt veganer): ”Du må huske på, du slår jorden ihjel, når du kun tænker på dig selv!” I nummeret ”På Strømpesokker” tilstår jeget at have gemt kærestens sko, for hun kommer ikke langt på strømpesokker. ”Så sig mig – har vi en fremtid?” spørges der. Det lyder unægtelig, som om det er en dårlig opskrift på samliv at sætte sådanne grænser for hinanden – og så kan man jo passende overveje, hvordan man selv har tacklet den slags smertefulde situationer. Sangen ”Vådeskud”, maner til, at man holder godt fast i sine drømme, for de flyver snart væk, og i afslutningsnummeret ”Støv” beskrives de brudte løfter, der er blevet til løgne.
Det er ikke lejrbålssange, disse her, men tænksomme, tolkbare tekster og smukt afdæmpet akkompagnement til en meditativ fundering over tilværelsens vemodige skyggesider.
