Det var på en rejse i Kroatien i sommeren 2015, at Carl Erik Lundgaard, garvet harmonikavirtuos og historiefortæller, fik inspiration til at sætte Inger Christensens meget berømmede digtsamling, eller rettere sonetkrans, Sommerfugledalen (1991), i musik. Brajcinodalen, som optræder i digtene, ligger i Makedonien, ikke langt fra Kroatien, så måske er der en sammenhæng her.
Hver morgen på rejsen læste Lundgaard i hvert fald to af sonetterne højt for sin kone, og han siger selv, at vejen ind i Sommerfugledalen blev en personlig og mental rejse, som bedst kunne understøttes, ved at han simpelthen satte musik til digtene.
Lad det være sagt med det samme: Denne her cd irriterede mig grænseløst i starten og fik mig til at tænke på Kejserens Nye Klæder! For hvad var nu det for en messende, dødskredsende og fortænkt recitation fra zoologibogens sommerfuglekapitel, pakket ind i – indrømmet – sprøde og smukke toner fra harmonika og klaver? Ganske vist kunne jeg læse mig til, at Inger Christensens sonetkrans, hendes sidste digtsamling, var blevet optaget som det nyeste litterære værk i Brian Mikkelsens danske Kulturkanon fra 2006. Respekt! Et lyrisk mesterværk, altså!
Men når jeg så læste videre og fandt, at sonetkranse var noget så stramt og skematisk som 15 digte, der består af hver 14 linjer, almindeligvis opdelt i fire vers med henholdsvis 4-4-3-3 linjer, og at sidste linje i den første sonet er identisk med den første linje i anden sonet, men i en ny betydning, ja, så var jeg lige ved at stå af. Værre blev det kun af, at sonetformen var opstået i 1200-tallets Syditalien! Hvilket snærende korset at binde en nutidig folkemusikudgivelse ind i! Det er muligt, at Inger Christensen var en stor systemdigter med flair for matematik, men jeg er selv sindssygt dårlig til regning.
Men frisk mod! Når man møder noget, man ikke umiddelbart forstår, kan man med fordel tænke på Pestalozzi, romantikkens store, schweiziske pædagog. Han læste højt på fremmedsprog for småbørn, for at børnene kunne fornemme, at verden var stor. Også selv om de ikke umiddelbart forstod et kuk! Så jeg hørte cd’en en masse gange og begyndte at nyde samspillet mellem den gamle harmonikamester og den unge pianist. Carl Erik Lundgaard, en af dansk folkemusiks grand old men gennem 50 år, og Charlotte Støjberg, som gennem en halv snes år har brændt sig godt ind på trommehinderne med sit smukke klaver- og keyboardspil i Zenobia. En ny konstellation, hvis to modpoler klæder hinanden godt, måtte jeg indrømme. Og gåderne om, hvad disse sommerfugle var for nogle, begyndte at optage mig.
Requiem – en dødsmesse! Sonetterne kan tolkes som et oprør imod døden, illustreret ved sommerfuglenes varme farver og livscyklus. Perspektivet udvider sig, efterhånden som man kommer ind i sonetterne – fra sommerfugle til livet og døden. Lyt selv og lav din egen fortolkning! Ikke ligefrem musik til høstballer i forsamlingshuset, men udfordrende og pirrende hjernegymnastik og en sjældent set, men smuk, litterær musiktype. Carl Erik Lundgaard tager selv rundt på biblioteker med ”Sommerfugledalen”, og jeg vil tro, at der netop her er tid til den fordybelse og opmærksomme lytning, som Støjbergs, Lundgaards – og Christensens værk fortjener.
