Så langt tilbage som nærværende anmelder erindrer har håndteringen af folkemusikken i Sverige været det meste af hestekroppen foran den tilsvarende her i landet, såvel hvad angår traditionsbevarelsen som fornyelsen af den. Det han betydet en lind strøm af udgivelser spændende fra det stramt traditionelle til det voldsomt avantgardistiske. Derfor er det altid interessant, når der kommer nyt fra nabofolket.

Trioen Oleman har ganske vist norsk islæt og beskæftiger sig med geografisk set grænseoverskridende musik, men hvad… Udover traditionsmusik fra Bohuslän taler vi om tilsvarende fra grænseområdet Värmland i Sverige/Hedmark i Norge. Instrumenteringen er harmonika, violin/viola, fløjter og vokal, og arrangementerne kan bestemt ikke beskrives som grænseoverskridende. Udførelserne og sammenspillet ligger nok på et højt teknisk niveau, men det er, som om det hele er spillet og produceret i stå med hensyn til energi og fremdrift. Som en skovsø en vindstille gråvejrsdag i november. Betegnelsen ”kammermusik” bør ikke have en negativ klang, men når det handler om folkemusik, går det den vej. Simpelthen for perfektionistisk. Her er på ingen måde tale om, at der ”fiser en tone”, som salig Evald Thomsen bramfrit udtrykte det. Nok ville det have klædt ham, at der fes et par toner mindre, men noget der minder om det modsatte må siges om Oleman. Det er faktisk synd for et spændende tonemateriale, der i den grad burde udfordre til fortolkninger i allehånde koloristiske retninger.

Der findes ganske sikkert mennesker, som finder ovenstående betragtninger grove og respektløse og musikken smuk. Og det er jo ganske udmærket, at det er sådan, således at trioen på den vis har et publikum. Men her i biksen ses der ikke helt puritansk på det.

Så er der noget mere liv i kvartetten Triller. Også her er musikerne noget nær mestre på deres instrumenter, men de formår samtidig at skabe liv og swing og har variationer og nuancer i deres arrangementer. Den for svensk tradition uortodokse besætning med violin, klarinet, guitar, mundharmonika og percussion er med til at fremme det lidt mere nutidigt tolkende selv om Triller har taget fat på 1700-tallets traditionsmusik fra mindre beskrevne områder af Sverige, dog krydret med enkelte egne kompositioner.

Når den berettigede ros så er leveret, må det dog siges, at eksperimenterne holder sig inden for forholdsvist snævre rammer, sammenlignet med andre af Sveriges traditionsfornyende orkestre gennem de sidste 30-35 år, og heller ikke Triller undgår helt i sekvenser at komme ud i den stille skovsø. Her kan stilheden dog markere kontrasteringen og dermed fremhæve de vinde, der heldigvis for det meste blæser med varierende styrker.

”Ryttaren” er faktisk en dejlig frisk plade – hvis man da ikke kun kan tilfredsstilles af de mest grænseoverskridende fortolkninger.

CD´er: Oleman: “Oleman” – Sjelvar, SJECD 29.

Triller: ”Ryttaren” – Sjalvar, SJECD 30.