Det ér virkelig godt nyt til folkroots-fans, som der står i den nyeste pressemeddelelse fra Tønder Festival: Vi får til august et gensyn med The Avett Brothers – og det er fedt.

The Avett Brothers Pressefoto

En mild gaveregn fortsætter ned over alle os Tønder-fans. Det ene gode navn efter det andet er blevet annonceret i de seneste uger, og den hidtil bedste gave kom i går. Naturligvis er det en helt subjektiv følelse, men jeg husker koncerten med Avett Brothers på festivalen i 2011 og tror godt, jeg kan sige, at alle i Telt 1 var vilde af begejstring. Det, som Seth og Scott leverede sammen med deres band var en enestående oplevelse, og wow, de kommer tilbage allerede.

Måske burde jeg ikke være forbavset, for mig bekendt lovede de faktisk at returnere snart. Men man kunne godt have frygtet, at de med deres stadigt voksende succes ikke kunne finde plads til en trods alt, set i amerikansk perspektiv, lille festival i Danmark. Hvor er det sympatisk, at det er sket. Det kan jo også tænkes, at de selv havde en fantastisk oplevelse ved at spille for et tændt, dansk (med mere) publikum! De har faktisk fornylig igen været på vores breddegrader og rundt i Europa, 3. marts var de f.eks. i Malmø. Vi er mange, der glæder os til et genhør med Avett Brothers og deres personlige og originale bud på traditionsmusik, varmblodet roots og indie. Når brødrene synger harmoni, er det af en anden verden.  Siden sidst har de udgivet albummet ”The Carpenter”.

Et gensyn får vi også med de unge, engelske brødre Hudson Taylor, som spillede sidste år, og siden sidst har fået klap på skuldrene af både den unge komet Jake Bugg og gode, gamle Rolling Stones.  De udgav i november albummet ”Cinematic Lifestyle”.

Vi kan også sige velkommen til Allan Olsen, som har fået stor succes med sin vendsysselske skive ”Jøwt”. Også skotske Lau kommer igen, og den ene af de tre,

Lau Foto: Per Dyrholm

guitaristen Kris Drever, spiller også solo. Ligeledes er det friske og talentfulde band Folkeklubben nu også med på listen.

For ganske nylig blev det tillige annonceret, at Sinéad O’Connor kommer til Tønder. Virkelig også en interessant og på en eller anden måde naturlig tilføjelse til det allerede imponerende udvalg af navne på årets festival. Trods sin svingende karriere må man vist sige, at Sinéad O’Connor absolut har star quality på sin egen aparte måde, og stemme – dét har hun sgu, og så vidt jeg hørte på svensk TV har hun et stærkt band med sig.

Mads Langer, canadiske The Barr Brothers, Jonas Alaska, Red Molly fra USA, danske The White Album og irske Tupelo, Dervish er andre gode supernavne – se dem alle på www.tf.dk.

Tønder Festival 2013 ligger i år fra 22. – 25. august.

http://www.tf.dk/