Guide 2 til Celtic Colours
Brugervejledning til første besøg på Canadas mest kendte keltiske musikfestival.
I anden del fortælles nærmere om opbygning af koncerterne, som er spredt ud over Cape Breton, og vi får et indtryk af, hvor smukt og stort her er.
De næste dage deltog vi i en række koncerter rundt om på Cape Breton, og de følger et bestemt mønster, som ikke lige kan aflæses af programmet. Et eller to hovednavne fremhæves i koncertteksten, og dertil kommer nogle binavne, men når man kommer til koncertstedet, kan der godt dukke endnu flere op på scenen. Koncerterne er ligesom et kludetæppe, hvor der gerne først er et par meget lokale kunstnere, som ligefrem er så kendte i det pågældende område, at fædre, mødre og onklers navne bliver nævnt fra scenen. Har de familierelationer til nogle af de kendte Mac-et-eller-andet-musikere, klappes der begejstret. Publikum og musikere er én stor familie.
Så kommer der et eller to navne, som er en tand dygtigere, og til slut kommer de professionelle hovednavne. Allersidst ligger Grande Finale, hvor samtlige er på scenen på én gang i et fælles ramasjangnummer. Det betyder, at man nogle gange kører langt for at høre én bestemt gruppe/solist, men får trukket uventede kaniner op af hatten undervejs. Denne prioritering medfører et større pladesalg, kan man tørt konstatere, for så må man jo have kunstneren med hjem på CD i stedet for en fuld koncert.
Vi vænnede os til og valgte at nyde overraskelserne. Sværest var det ved Ricky Skaggs-koncerten, der afsluttede hele festivalen: Han var kun blevet tildelt 45 minutter ud af en koncert på godt to en halv time, så han stod ligefrem og kiggede på uret undervejs for at holde aftalen. Heldigvis valgte han at gå over tid.
Under koncerterne, der alle havde et smukt bagtæppe med Celtic Colours karakteristiske gyldne logo broderet på mørkt fløjl, var der lodtrækninger. Man afleverede sin billet med sit navn påskrevet og deltog i lodtrækning om CD’en fra Celtic Colours festival 2014 og andet merchandise, og så blev der holdt en 50/50 lodtrækning, hvor man smed penge i en spand og fik et lod. De indsamlede penge deltes 50/50 mellem vinderen af lodtrækningen og det pågældende arrangørsted. Det skal nemlig også gavne dem at deltage i festivalen: Alle koncerterne er afviklet af frivillige hjælpere, som rekrutteres hvert år. De står for alt fra udsmykning af forsamlingshuset til lodtrækning, stage management, lyd og chauffører. Den store frivillige indsats blev også takket særskilt ved hver eneste koncert. Et hjertesuk går på lydfolkene, som jeg personligt ind imellem ville ønske, blev sendt på et lille kursus.
Det utroligt smukke landskab i provinsen Nova Scotia er det halve, hvis ikke mere, af rejsen værd, Især i det tidsrum, hvor festivalen finder sted, og hvor alle løvtræer stråler stærkere og klarere i den begyndende kulde. I modsætning til Danmark har Canada en del træer, hvis blade bliver knaldrøde om efteråret, især ahornen, som også fremhæves i nationens flag. Det er, som om den uge, hvor festivalen finder sted, er lige præcis den uge, hvor bladene har valgt at være smukkest.
Fra dag til dag kunne vi se, at kulden indhentede bladene, så de vendte deres grålige side udad, og bjergskråningerne fik et lidt støvet skær de sidste dage, men stadig utrolig farverige: Store puder af skrigende lysegult og næsten forårsgrønt, dybt mørkegrønt og ikke mindst gyldent og rødt lå over de store højdedrag, der efterhånden, som vi nærmede os det nordlige Cape Breton, blev til dramatiske bjergskråninger. Vil læseren have en lille fornemmelse af, hvor smukke farverne er netop på festivaltidspunktet, kan man se denne introduktionsvideo, hvor fotografen fører os rundt på vejene.
Cape Breton er kendt for sit Cabot Trail, en vej, der går som en oval om den øverste del af øen og er ubeskrivelig smuk. Visse strækninger er beklædt med træsveller, så trekkingfolk kan gå tæt på kanten til Atlanterhavet og se ned fra de godt 350 m høje kanter. Det snoede Cabot Trail er rimelig velholdt, mens de mindre veje på tværs kan være lidt lumske. Når man står ved kanten til havet, kan man fornemme, hvordan indvandrerne kom sejlende og blev betaget af bugter og vige, hvor man kunne ligge i ly for den stærke vind. I det hele taget er det nemt at forstå, hvordan opdagelsesrejsende eller immigranter måtte have stået på dækket og peget ind og sagt: Det her kalder vi New Glasgow, Sydney, Inverness, for her ser godt ud. Et af stednavnene er da også Pleasant Bay.
Navnene på øen er imidlertid også indianske som Cheticamp og Whycocomach. Canada som stat er ikke ældre end 148 år – 150-året for statens dannelse festligholdes i 2017, og de mange Aboriginals eller First Nations oplever en voksende anerkendelse og fastholdelse af deres originalitet, faktisk lidt på samme måde som man nu vedligeholder og øger opmærksomheden på gælisk. Skilte med bynavne og områder er skiftevis på engelsk/indiansk/gælisk.
Mange steder langs de brede hovedveje er anlagt udsigtsplatforme, hvor man kan trække ind, stå ud, gispe over den betagende udsigt. Vi var heldige med vejret og fik meget solskin, men selv på disede dage var naturen overvældende. Det kan anbefales at tage af sted i rigtig, rigtig god tid inden en koncert, for man kan ikke lade være med at stoppe på vejen for en kop kaffe, en kunsthåndværkerbutik eller en overrumplende udsigt.
Læs sidste del her på rootszone.dk senere i dag.
