Hr. Holst er i den grad forever young. Det må han gerne blive ved at være ”Til evig tid”! Det samme gælder hans (knap så) gamle kammerat Martin Andersen og den yngre superguitarist Jacob Rathje. På fredag kan trioen opleves på Atlas i Århus.

En af Danmarks rigtig betydningsfulde musikere – dét kan man roligt sige om Benny Holst. Som både politisk, poetisk og socialt bevidst sanger og sangskriver og som én af dem, der var med fra starten, så at sige. Dengang i sluttresserne og halvfjerdserne, da folkemusik fra ind- og udland (også) blomstrede. Benny Holst var (selvfølgelig) med på venstrefløjen, og dér er han stadig 43 år efter, at han den 2. januar 1968 blev professionel musiker.

Siden dengang er han ikke stoppet med at skrive, synge og være engageret, og nu i en alder af 71 år er han så god som nogensinde – velsyngende, vedkommende og humoristisk. Hans spillevende sidekick er evigunge, elektriske violinvirtuos Martin Andersen, og de to udgør sammen med guitaristen (blues, folk, country, slide) Jacob Rathje en sammentømret trio, der varmt kan anbefales. De spiller på Atlas i Århus fredag 3. februar, på lørdag d. 4.2. i Det Bruunske Pakhus i Fredericia og på Strib Vinterfestival, der finder sted 16.-19. februar. Flere koncerter følger i foråret, og steder og datoer kan du løbende se på sangerens Facebookside.

”Til evig tid” er Benny Holsts danske titel på den oversættelse af ”Forever Young”, som han i 1999 vandt en konkurrence om bedste oversættelse af en Dylan-sang med. Konkurrencen var udskrevet af Politiken, og Benny Holst ynder at fortælle om dengang, han måtte afbryde sin ferie i Grækenland, fordi han skulle hjem og hædres for sin oversættelse. Godt gået, dengang og nu.

http://www.facebook.com/Bennyholsttrio