Perry Stenbäck (tv.) kaldte meget passende Peter Hedlund for nyckelharpens Jimi Hendrix! (ses over de to musikere i øverste højre hjørne) Foto: Per Dyrholm

Når man nævner instrumentet nyckelharpe, så dukker navnet Peter ”Puma” Hedlund automatisk op. Han er blevet kåret som verdensmester i spil på nyckelharpe to gange, og i 2010 blev han tildelt Zornmärket i guld ”for mesterligt, brillant og traditionsmedvirkende nyckelharpespil” af Svenska Folkdansringen. Det er den mest prestigefyldte hædersbevisning i svensk folkemusik.

Og det var netop 50 år efter, at Zornmärket blev uddelt første gang. I 1960 tilfaldt hæderen Eric Sahlström. Netop Eric Sahlström var det store idol og senere læremester for Peter ”Puma” Hedlund på det specielle instrument. Det så dagens lys omkring år 1350 og var i tidernes morgen et svensk bonde- og folkemusikinstrument. I 1950’erne var instrumentet tæt på at forsvinde, da der kun var få, som kunne spille rigtigt på det. Men et opsving i folkemusikken betød, at der i dag er 10, som spiller det professionelt, og i årene op til 1990 blev der bygget ikke mindre end ca. 20.000 nyckelharper.

Torsdag aften kunne musikbutikken Akustikken i Århus præsentere Peter ”Puma” Hedlund sammen med landsmanden Perry Stenbäck ved en akustisk intimkoncert, der ikke kunne være mere intim, med mindre publikum da skulle sidde med på scenen!

Ca. 30 publikummer havde fundet vej til butikken, som især har et imponerende udvalg af guitarer, men også mange andre instrumenter. Men denne aften var især helliget nyckelharpen, som begge musikere behersker.

Perry Stenbäck, kendt som guitarvirtuos, har lært at spille nyckelharpe af Peter ”Puma” Hedlund. Stenbäck fortalte, at han nogle år efter, at han havde lært at spille af sin landsmand, blev inviteret med på turné til USA af sin læremester. Men det var dog for at spille guitar på turen! De to musikere bevægede sig rundt mellem polskaer, valse, jigs og viser. Den tidligere verdensmester i nyckelharpe (tidligere, fordi han blev nægtet deltagelse efter sine to sejre og i stedet for blev dommer ved mesterskaberne) gav et enkelt nummer på en violin, som han engang havde købt for 400 kroner. Bagefter spillede han eminent på sit favoritinstrument, især musik af læremesteren Eric Sahlström og af Byss-Kalle, men også egne kompositioner.

Perry Stenbäck akkompagnerede også på nyckelharpe på et par numre, men spillede ellers i vanlig suveræn stil på guitar. Den i Danmark bosiddende Stenbäck roste sin landsmand i høje toner og mente, at han er verdens bedste nyckelharpespiller. Det var store ord, men efter at have overværet ”Pumas” spil kan man ikke modsige Stenbäck.

Peter Hedlund, der er bosiddende i den lille by Iste, fortalte flere historier fra sit liv og berettede om sin læremester Sahlström, at denne var alt for god af sig. Man fik altid at vide, at man spillede godt. Selv hvis man en dag spillede helt elendigt, fik man et par positive ord med på vejen: ”Ja, sådan kan den også spilles.”

De to dygtige musikere gav en fem kvarter lang koncert, hvor der både var mulighed for at lytte til mange smukke kompositioner, høre gode historier fortalt med svensk lune og også lære lidt om det særprægede instrument.

http://www.peterhedlund.com/

http://www.perrystenback.com/

http://www.akustikken.dk/