En spinkel, snerrende stemme, der reciterende sang sig igennem mange vers, et amatøragtigt guitarspil og en skærende mundharpe, det var, hvad vi hørte på de første plader med Bob Dylan. Jeg indså teksternes store betydning, men det var på hans senere plader, og da andre musikere lavede vellydende fortolkninger af sangene, at jeg fattede, at Dylans gennemslagskraft som sangskriver var med til at ændre selve populærmusikkens historie.
For hele folkemusikken er han en inspirationskilde, en reference og katalysator. Ja, nogle vil påstå, at han egenhændigt fornyede folkemusikken i starten af 1960’erne med sine personlige, aktuelle tekster og kommentarer til tiden. Efterhånden fandt vi ud af, hvor meget han var inspireret af den gamle, traditionelle musik og af sine samtidige folkies, men han blev nærmest ophavsmand til det at skrive og synge sine egne sange. Og da han siden brød reglerne for folkemusik ved at gøre den ’elektrisk’, var han igen en systembryder, som viste vejen for andre.
Nu kender alle Bob Dylan – selv mennesker uden interesse for musik – eller gør vi? I de få interviews han har givet, har han selv gjort sit til at mystificere sin fortid og benægte sin indflydelse på andre. Men især i slutningen af 1960’erne, hvor han fik en næsten profetagtig status og blev udråbt som leder for en generation, lykkedes det ham at trække sig tilbage fra offentlighedens alt for store opmærksomhed. Dog kun for at skabe nye mytedannelser.
En enkelt dokumenteret beretning om Dylans status som sangskriver: Da filmskuespiller og instruktør Peter Fonda i 1969 manglede en titelsang til sit hovedværk Easy Rider, rejste han fra Californien til New York med en tidlig version af filmen og lykkedes med at vise den til Bob Dylan. Dylan virkede uinteresseret, men efterfølgende på en café skrev han nogle linjer på en serviet og sagde ”Giv dette til Roger McGuinn. Han ved, hvad han skal gøre”.
Fonda fløj tilbage, og som lovet gav han servietten til McGuinn fra The Byrds, som var de første, der elektrificerede Dylan-sange. Der stod: The river flows/It flows to the sea/Wherever that river goes/That’s where I want to be/Flow river flow. Det kunne være en joke, men det blev til sangen Ballad of Easy Rider, der ligesom filmen blev en stor succes.
Talrige kunstnere har fremhævet inspirationen fra Bob Dylan, og hans tekster er blevet så betydelige i litteraturen, at de i 2016 blev belønnet med en Nobelpris. Dylan er nu mere en kulturpersonlighed end den troubadour, som han selv hævder at være.
Også som musiker indtager Dylan en særlig rolle. I modsætning til næsten alle andre, som helst vil pynte på lyd og produktion, så insisterer Dylan på, at hans sange skal stå uøvede – rå og næsten uproducerede både i studiet og live.
I 2004 udkom så hans selvbiografi Chronicles, og nu kunne vi endelig få et indblik i personen Bob Dylan, troede vi. Det viste sig imidlertid at være nedslag i hans karriere – nemlig 1961, 1970 og 1989 og uden særlige personlige oplysninger. Med undertitlen Volume 1 antydedes det tydeligt, at der vil komme yderligere erindringer, men dette er ikke sket – endnu.
En lang og unik karriere er endnu ikke slut. Trods et kolossalt stort bagkatalog af sange, kommer der stadig nye udgivelser fra Dylan, som sidste år solgte sit store bagkatalog (ca. 600 sange) for estimeret 300 millioner dollars. Snart genoptager han vel ’The Neverending Tour’. I dag skal der lyde et kæmpestort tillykke med de 80 år – og mon ikke, han får tanker og hilsner fra hele verden?
