Faste TF-gængere er bekendte med ’Circle’-konceptet, hvor nogle enkelte kunstnere skiftes til at være i front, spille med og fortælle masser af gode historier, som det hedder. Det blev introduceret i 2017 og er blevet lidt af en tradition.
I år udgjorde Signe Svendsen, Mary Gauthier, Jaimee Harris (USA), Candace Lacina (Canada) og Julie Fowlis (Skotland) udgjorde kvindernes cirkel, og i løbet af et par runder fik vi lidt historier og nogle af deres mest populære sange. De fleste kan jo bare akkompagnere sig selv på guitar, men Lacina fik en af sine (mandlige) musikere til at akkompagnere sig, og Julie Fowlis fortalte, at vi var vidner til hendes premiere som keyboard-spiller. Hun sang en sang på gælisk og en slags trad-potpourri, og begge virkede lidt uden for deres komfortzone, synes jeg.
Rikke Thomsen blev inviteret med til de sidste numre.
Mændenes cirkel bestod af Hans Theessink (Holland), Joey Landreth, Mike Little, Brett Ashton (Canada) og Jon Muq (Uganda/USA). Theessink og Landreth akkompagnerede med guitar og spillede hhv. akustisk og elektrisk slideguitar. Sådan noget kan gå galt, når det ikke er indøvet, men endte faktisk med at lyde flot.
Mike Little på keyboardorgel, Candace Lacina og Brett Ashton spiller i bandet The Hello Darlings. Sidstnævnte med en vokal, som blæste mig bagover. Her var festivalens måske bedste stemme, og det siger ikke så lidt! Alligevel høstede Jon Muqs bidrag det største bifald (se vores anmeldelse af hans egen koncert: rootszone.dk/tf24-live-jon-muq-visemoellen)
Jeg har overværet de fleste cirkler igennem årene og husker særlige optrædener, som skilte sig ud. Irske Irish Mythen, som blomstrede og med humor fik hele teltet engageret og Leslie Stevens, der følte sig så tryg i kvindegruppen, at hun både fortalte og sang om sine psykiske problemer på en hjertegribende måde.
Hans Theessink
Årets to cirkel-koncerter var ok og er stadig populære, Telt 1 var næsten fyldt, publikum klappede pænt, men de særlige momenter, som disse dogme-koncerter kan afstedkomme, udeblev i år, syntes jeg og mit selskab til disse koncerter. Selv blandt ens nærmeste kan musikoplevelser og -smag være meget forskellig, men vi havde en sammenfaldende opfattelse af, at koncerterne i år ikke helt levede op til forventningerne.
Det er stadig spændende at se musikere i en ny sammenhæng, og det oprindelige koncept, som formentlig er hentet fra sangskriverseminarer, burde kunne fungere, men der manglede dynamik og udadvendthed i år.
Koncerterne skal jo virke spontane, men er med en fast sætliste. Flere var lidt usikre på, om de måtte akkompagnere de andre. Vi talte om, at kønsopdelingen måske kunne droppes? Måske kunne det flyttes til en mere intim scene? Måske skulle deltagerne på forhånd have en opgave, f.eks. at skrive en sang, som så får uropførelse på Tønder Festival? Det skal naturligvis tilføjes, at der var lavet ændringer, da Tim O’Brien måtte aflyse sin deltagelse.
