Der blev talt en hel del rundt om ved borde, madudsalgsdiske og telte om Jake Vaadeland og hans fantastiske bluegrassmusikere på Tønder Festival. Det handlede om deres virtuose instrumentbeherskelse, om Vaadelands speedsnakkende præsentationer, hans måde at kæmme sit pomadiserede Elvis-hår på foran publikum, hans unge alder – han er kun 20 år – hans gruppe, The Sturgeon River Boys, den suveræne banjospiller Joel Rohs og den lige så dygtige guitarist Jaxon Lalonde.
Onsdag eftermiddag på det lille spillested Bolero, der ”kun” rummer 500 mennesker, var jeg så heldig at sidde tæt på scenen, så jeg havde frit udsyn til både gruppens 1950-er jakkesæt, til Vaadelands sikkerhed, når han ubesværet stemte sin femstrengede banjo op og ned – mens han spillede – og til trioens tætte harmonier omkring den samme mikrofon.
Trioen var egentlig en kvartet, men Vaadeland påstod, at bassisten havde brækket armen, da han kom til at grave et hul nedefra og op. Så han var foreløbig sat ud af spillet. Hen mod slutningen af koncerten lånte man dog en pludseligt opdukket anden bassist, ligesom også banjospilleren, Joel Rohs, af og til tog sig af de dybe toner.
Navnet Vaadeland affødte flere udtaleformer. Men da Jakes, familie for et par generationer siden kom fra Norge til Canada, hvor han nu bor i Saskatchewan, ramte konferencieren nok noget rigtigt, da hun udtalte aa som å.
Jake Vaadeland har to album og en hel del singleplader bag sig, og vi fik numre fra hele produktionen. Han angiver selv guitaristen og mandolinspilleren Lester Flatt (1914 -1979) som sit store forbillede. Dennes legendariske samspil med banjospilleren Earl Scruggs (1924 – 2012) mindes man da også, når man hører Vaadeland og hans Sturgeon River Boys rulle sig ud i numre som ”More and More” fra det seneste album ”Retro Man” (2024) eller ”Everybody but me” fra albummet af samme navn fra 2022.
Vaadeland skriver alle numre selv. I et interview har han fortalt, at han allerede som treårig optrådte hjemme i stuen i barndomshjemmet med Johnny Cash-klassikeren ”I Walk the Line”, og inspirationen fra Cash er da også tydelig.
Gruppen holder af at drille publikum med den gennemførte rockabilly-stil, med de ordrige og hurtige introduktioner, med deres usædvanlige påklædning, der bringer mindelser om dengang Buddy Holly og Elvis gik levende omkring iblandt nogle af os, eller med indlagte ”fake-reklamer” for diæt-cola. Intet under, at bandet kun havde to dage i Tønder. De er stærkt efterspurgte og skulle videre til en mængde koncerter i England, Holland, USA….
