For Johnny Madsen begyndte det med pigtråd i 1960’erne. Sådan kaldte vi rockmusikken dengang. Det var i Thyborøn, hvor han kom til verden i 1951.

I 1970’erne opdagede han, at musik godt kunne swinge uden bas og trommer. Den erkendelse udmøntede han i folkemusikgruppen “Rumlekvadrillen”, en af de toneangivende grupper i dette folkemusikkens store årti. Tre albums blev det til inden opløsningen i 1980.

Margit, Johnnys daværende kone, var barnefødt på Fanø, og hun ville gerne vende tilbage. Derfor lagde hun sin strategi for at få sin nordvestjyske gemal med på tanken. Den lykkedes, og i 1984 flyttede Johnny, Margit og deres fireårige søn Rasmus til Fanø.

Han var allerede kommet i gang med sin sangskrivning, men det blev bare til sporadisk optræden for som oftest ganske få tilskuere. “En dag er folk trætte af tidens navne, og så kommer min chance”, bedyrede han denne skribent. Det måtte eftertiden medgive ham.

De første par albums var efter nødvendighedens lov billige “lagkageproduktioner” med ham selv på alle instrumenter. Efterhånden op gennem 1980’erne fik han samlet sine foretrukne musikere omkring sig, og gennembruddet kom i 1988 med “Udenfor sæsonen”. Det første album, der kunne præsentere guitaristen Knud Møller. Han skulle få en afgørende betydning for Johnnys musik gennem resten af karrieren.

Det vil føre for vidt at redegøre nærmere for Johnnys omkring 30 år lange karriere i projektørernes lys, og den vil også være langt de fleste særdeles bekendt. Tilbage står dog at konstatere, at han formåede at melde sig ind i en lille eksklusiv kreds af navne, der vil stå som institutioner i dansk populærmusiks historie. Der figurerer han side om side med Niels Hausgaard, Povl Dissing, Kim Larsen og Lars Lilholt, bare for at nævne nogle af de øvrige markante. Jo, hans chance kom – i den grad.

Johnny var et modsætningsfyldt menneske. Trods sin både ønskede og fortjente unikke karriere i scenelysets centrum var han et blufærdigt og introvert menneske. Da han opgav sit teologistudium og i stedet vendte sig mod musikkens alter, var musikverdenens udbredte selvmedicinering mod lampefeberen en nødvendighed. “Stol aldrig på en afholdsmand” var et af hans utallige fyndord.

Nogle holdt til det, andre ikke. Johnnys krop var i længden for svag. Hans selvvalgte ædruelighed de senere år spillede ikke sammen med scenelyset. Skjoldet var væk, og blufærdigheden avlede angsten. Karrieren måtte nødvendigvis – og til manges store fortrydelse – indstilles.

Sundhedsvæsenet kunne måske have hjulpet ham nogenlunde gennem hans krops protester, men kendetegnende for ham nægtede han at underlægge sig andre autoriteter end sine egne. Måske erkendte han også at stå foran tårnet ved verdens ende. Et vingeskudt liv var ikke leveværdigt. Han ville ikke mere. Måske har hans tro på noget større hjulpet ham på vej.

At en sand kunstner må leve i ensomhed, var et af hans erklærede levevilkår. Han havde mange bekendte og rygklappere, men få venner. De fik til gengæld hans fulde nærvær. På scenen måtte hans ensomhed dulmes, men i sit enrum skabte den stor kunst, musikalsk som billedkunstnerisk.

Han malede hele livet, fordi han ikke kunne lade være. Først relativt sent gjorde han sig sine billeders kommercielle potentiale klart.

Han har generøst ladet os få indsigt i sit særlige og unikke sind, og det har betydet meget for mange. Det vil han for altid blive husket for.

Johnny Madsen døde mandag eftermiddag den 4. november i sit hjem. Han blev 73 år, hvilket han selv erkendte var lige i underkanten.