Lucinda Williams er vred. Det er der ikke noget nyt i, tænker du måske. Hun har altid lydt lidt bitter og indebrændt. Men denne gang er fru Williams rasende, og det er ikke bare en eller anden stodder, hun lige har smidt ud af sin seng, nej denne gang er det næsten hele verden, som hun har rettet sin vrede imod. Og hun er nok ikke den eneste, der synes, at ”The World’s Gone Wrong”.
”So Much Trouble in the World” synger hun også i Bob Marley-sangen, men i løbet af albummet bliver hendes sangtekster mere fokuseret på konflikterne i USA i denne tid. På albummets titelsang ser hun hverdagens problemer igennem et ægtepars øjne: ”A lot of people being put on the street/it’s getting harder to make ends meet/He comes home every night feelin’ beat/And wonder how long he can take the heat”.
Williams gider normalt ikke bruge co-komponister, når hun skal udtrykke sig i sange. Men på dette album (hendes 18. studiealbum) har hun delt sangskriver-kreditering med Doug Pettibone fra hendes band, og næsten alle teksterne på albummet her kredser om den splittelse og de uretfærdigheder, hun observerer.
Det er ikke egentlige politiske tekster, men barske sociale kommentarer. “Sing Unburied Sing,” er inspireret af Jesmyn Wards roman med samme titel og beskæftiger sig med nogle af de overgreb, som især Sydstaternes befolkninger har været udsat for.
Også hendes princip om ikke at bruge gæster på sine albums har hun fraveget. Foruden Mavis Staples på vokal på titelnummeret har Mickey Raphael lagt sine sjælfulde mundharpeklange på country shufflen ”Low Life”. Desuden bidrager Norah Jones med piano og harmonisang på det gospelagtige ”We Have Come Too Far To Turn Around,”, der runder albummet af med en opfordring til at fortsætte protesterne mod de uretfærdigheder, der foregår i USA for tiden. En nation, der i 250 år har hyldet frihed og demokrati, kan ikke vende om nu.
Lucinda Williams har altid lydt lidt vred og vrængende, og det har passet fint til de lidt skramlede lydproduktioner med forvrængninger, som udgør store dele af hendes bagkatalog. Patti Smith og Kira Skov dukker op som sammenligning både i stemme og måde at synge på. Skønsang og korsang er ikke Williams’ metier, og hun bryder sig ikke om at ’gøre sig til’ på en scene. Det har vi flere gange set på hendes optrædener herhjemme. Hun er ærlig og bedst, når hun udfolder sig i en jordnær musik på et grundlag af midt-tempo swamp–rock–blues-sange, og de er velrepræsenteret her, hvor sange og produktion er i fin balance.
Al den stress, modgang og splittelse, hun oplever i USA 2025-26, adresserer hun med sin vrede og forsøger at gøre sig modstandsdygtig overfor. Lige som lokalbefolkningen i konfliktområderne i USA har stået sammen mod brutalitet, undertrykkelse og uretfærdigheder med styrke og integritet, så kommer også Lucinda Williams styrket og værdigt igennem. Og som én af americana-musikkens upolerede, men stærkeste stemmer er hun altid værd at lytte til.
https://www.youtube.com/watch?v=5MXJsk7nBuk
