Tilbage efter fire begivenhedsrige og inspirerende musikdage i Nørre Smidstrup er det tid at tænke over, hvad vi har set og hørt denne blæsende weekend i det sydsjællandske. Det, der først falder mig ind, er dette: Lyrer, børn, buskspil, spilleglæde og dans.
Lyren er kommet tilbage i en historisk renæssance, der dyrker arven fra de gamle. Nye generationer står parate til at føre folkemusik- og dans videre. Og glæden ved at finde sammen i cirkler, der spiller og synger sammen trivedes i bedste velgående på den attende MoPF, på Anne Grete Kamilles´og Søren Korshøjs mark i Nørre Smidstrup, lidt øst for Tappernøje.
Torsdag aften hyldedes de mange frivillige, der gør denne nordiske folkemusikfestival mulig. Bagefter viste ”MoPF Unge-band” og en masse dansere, hvad påskestævner som Fod og Rod for unge kan føre til, når det gælder om at videreføre og dyrke musikglæden.
Danseglæde og medrivende akkompagnement på højt plan for folk i alle aldre! For få år siden var mange ved at dømme folkedansen ude og totalt stendød i en støvet dunst af slidte folkedragter, men det kan man godt glemme, når man kigger ud over forsamlingen i det store telt, der er døbt Dansetoppen. Selv små børn hopper med rundt på gulvet med egne dansevarianter.
Fredag kan man starte med morgensang i det hyggelige Bålhus med det smukke, kunstfærdigt lagte trægulv. Værten, Søren Korshøj, havde valgt en lille snes af de mest kendte morgensange. Mobiltelefonen har efterhånden afløst Højskolesangbogen, når det gælder om at finde sangteksterne frem, men det fungerer fint, og sangglæden er stor.

Fin Alfred Larsen og Henrik Larsen
På Dansetræet er der om formiddagen, om fredagen, ”Allespil” efter svensk mønster, hvor omkring 25 festivalgæster på alt fra violin til harmonika og banjo varmer op med otte valse, hopsaer og polkaer, før Søren Korshøjs stemningsfulde velkomstsang og overrækkelsen af tre musikpriser.
Annette Brix, den konservative Kulturudvalgsformand, roste efterfølgende værtsparret og den betydning, som MoPF har for kommunen. Her handler det ikke om at være perfekt, men om at være en del af noget større i det dejlige fællesskab, som folkemusikken skaber, sagde hun. Spillemandsprisen overraktes herefter til Søren Korshøj.
Årets Buskspilpris blev givet til Ida Andersen, den unge violinist, som er en af ildsjælene bag Fod og Rod. Hun har netop afsluttet en fire-årig musikuddannelse i Limerick og er nu tilbage i Danmark. RadioFolk har produceret en lytteværdig udsendelse med hende: https://radiofolk.dk/en/captivate-podcast/folk-hjrnet-ida-andersen-dansk-violinist-folkemusikstuderende-i-irland/
Den sidste af de tre priser, Tingluti-Prisen, blev overrakt af dansk folkemusiks Grand Old Man, Fin Alfred Larsen, der selv har været med i Tingluti siden 1956. Modtageren var den allestedsnærværende danseinstruktør, Henrik (Larsen) fra Stevns.
Et af fredagens absolutte højdepunkter for mig var den koncert, som trioen Zenobia gav i Viseteltet sent på eftermiddagen. Deres harmonier og sange er en fryd for øret. De lagde ud med Benny Holsts, ”Julies Sprog”, der i 1976 var Holsts hyldestsang til sin sangglade og sprogstærke bedstemor. Så fulgte ”En Yndig og Frydefuld Sommertid”, ”Midsommerteltet”, ”Nu er det længe siden” og flere andre kendte, men der blev selvfølgelig også plads til nogle af trioens egne, bl.a. beskrivelsen af det mørke kapitel i Danmarkshistorien i sangen ”Sprogø”, om de ”ustyrlige” kvinder, der i årene 1923 – 1961 interneredes på øen. Desuden fik vi ”Døber, Sanger, Knægte, Flammer”, den nye, stemningsfulde Sankt Hans-sang, som er nummer 337 i Højskolesangbogen og har melodi af Mette Kathrine Stærk Jensen. (øverste foto)
Personligt sluttede jeg af i Bålhuset, hvor M.C. Hansen havde inviteret dem, der havde mod og lyst til at give prøver på deres egne sange. Det havde bl.a. Uffe Kristensen fra Bogø på guitar og hans makker på violin samt Cecilia Engelbrecht Heick, der med sine sjove, ordrige tekster til eget klaverakkompagnement leder tankerne hen på Tom Lehrer.
Fotos: Hans-Henrik Taarnby og Allan E. Petersen