Musik over Præstø Fjord, eller MoPF, som de, der kommer år efter år, plejer at sige, er sørme allerede nu på torsdag d. 6. august. I slutningen af juni omtalte vi her på rootszone.dk det spændende fire-dages program. Multiinstrumentalisten og sangeren Perry Stenbäck var programsat sammen med Christine Dueholm lørdag eftermiddag kl. 13 i Viseteltet, men han døde tragisk af kræft d. 11. juli. Det har ført til enkelte ændringer på festivalen, men også til et par tilføjelser til den oprindelige spilleplan. Her er lidt om ændringerne:

Foto: Allan Petersen
”Min Veninde Signe” kan du møde lørdag kl. 16. 45 i Viseteltet. Bag den usædvanlige overskrift finder man sanglærer og sanger Signe Barsøe Sørensen. Hun er på MoPF sammen med Esben Lyngsø på guitar, og de lover os et musikalsk svar på, hvad opskriften på den bedste veninde er. Hun er lyden af søndag, af solskin og af grin og kram, siger de. Så i disse digitaliserede tider, hvor chatbotten eller besøgshunden er blevet manges nærmeste ven, lyder det jo faktisk ganske lokkende at få et menneskeligt bud på, hvad ægte venskab er.
Hvis du er yogadyrker eller nysgerrig på, hvad det går ud på, instruerer Akiko under Dansetræet fredag og lørdag kl. 8.30 – 9.30. Akiko underviser til dagligt i både japansk og yoga.

Foto: Allan Petersen
Skånes Spelmanslag finder du under Dansetræet lørdag kl. 21.15. Det er en af de større svenske spillemandsforeninger med ikke færre end 600 medlemmer, der her gæster Præstø. De siger selv: ”Vi är ett av de 23 landskapsförbund som utgör Sveriges Spelmäns Riksförbund, en organisation med runt 6500 medlemmar.” Så her er god chance for at møde de svenske naboer og få svinget dansebenene.
Der er i det hele taget et væld af horisontudvidende tilbud på MoPF, som vanligt fordelt på fire scener – plus det løse i buskene: Nini og Laif Carr, Peter Uhrbrand, Anne Eltard, Kristine Heebøl, Plønk, Christine Kammerer, Visens Venner, Fod og Rod, Dorthe Birch, Gunni Torp, Lars Lilholt og Rasmus, Mette Kathrine Stærk Jensen og Søren Korshøj med fællessang i det hyggelige Bålhus, Zenobia…. Og mange andre.

Lars Lilholt
Lad os ikke heller ikke glemme, at du selv kan være med. Tag dansebenene, sangstemmen eller charangoen med og find sammen med andre musikglade mennesker rundt om på den naturskønne plads! Programmet kan ses her: https://www.mopf.dk/program/
Du kan i øvrigt stadig nå at melde dig som frivillig. Det er der altid god brug for: www.MoPF.dk. Billetter kan erhverves gennem køb af festivalpas for alle dage til 900 kr, eller ved køb til enkelte dage: Torsdag: 1-dags: 200 kr., fredag: 1-dags: 450 kr., lørdag: 1-dags: 450 kr., søndag: 60 kr. Der er en 20 procents besparelse at hente, hvis du køber billetter NU – over nettet.
https://www.mopf.dk/priser-billetter/. Og det bør tilføjes, at du kommer ind til halv pris, hvis du spiller drejelire eller bor i Tappernøje. Så overvej inden torsdag d. 6. august at skifte instrument eller adresse og få besparelsen med!
Øverste foto: Zenobia