Lørdag: Viser, eftertænksomhed og vilde irske toner.
Jam i bålhuset
Gunni Torp og hendes harmonika ledsagede lørdagens morgensang i Bålhuset. Hun lærte os, at man sagtens kan synge sammen, uden at man nødvendigvis hele tiden skal kigge ned i teksten. Desuden brugte hun kanon-formen, og hun fik støvet ”Vildandens Sang”, Lulu Zieglers udødelige klassiker fra 1950’erne grundigt af, så det blev tydeligt, at den kan skrive sig ind i den aktuelle klimadebat.
Efter Torps morgensang kunne man fortsætte lørdagen med Adine Fliids workshop i sang i Viseteltet. Sang er en kilde, der strømmer i os alle, og som kan skabe forandring og vækst. Ud fra denne filosofi tog Adine Fliid, der har norsk baggrund, et teltfuldt intenst deltagende publikummer med på en spændende musikalsk rejse – ind i sindet og ud mod fællesskabet. En guitar, en stemme og et indisk harmoniums enkle toner ledsagede os på turen, der nok var ny og anderledes for de fleste.
Gunni Torp i Bålhuset
I mere traditionel folkemusikstil bevægede Søren Korshøj og Perry Stenbäck sig tidligt på eftermiddagen i Viseteltet med deres fremførelse af en halv snes af Korshøjs finurlige, ofte lidt vemodige, poetiske og eftertænksomme små hip til alle os, der kender til OOA, ølejre og optimistiske drømme om bedre samfund.
De to musikere, der klæder hinanden vældigt godt, lagde ud med ”Skyggen af Sol”, en sang om at nyde hinanden og sommeren. ”På en gennemsnitlig villavej” fortæller om forargelsen ved det, der er anderledes, og ”Blodsol” rejser spørgsmålet, om ikke både biodiversiteten og den menneskelige diversitet i grunden er ret gode ideer.
Søren Korshøj
Når man tænker på Søren Korshøjs rige produktion af tekster og melodier, kan det måske overraske, at han ofte selv synes, at han lider af en skriveblokering, som gør det vanskeligt at få sangene fra hånden. Han berettede ærligt og fint om skrivekrampen, og om hvordan det i så fald hjælper at tage nogle uger væk fra det hele – ud i naturen, eller måske helt til Paris!
I Bålhuset, som danner en smuk og intim ramme om sangene rundt om ilden og gløderne, stod M.C. Hansen for aftenens Sangcirkel denne lørdag. Konceptet er, at de, der har lyst og mod, efter tur fremfører en sang eller et digt. Det sikrer personlige valg, overraskelser, forskellighed og liv til mange historier.
Rune Barslund og Andreas Tophøj
Finn, der i mange år har været menig gæst på MoPF, demonstrerede skønheden i den gamle sang om ”Sølvstænk i det gyldne hår”, Shel Silversteins sang om Enhjørningen, der blev glemt på Noahs Ark, fik nyt liv, og Hans-Henriks fremførelse af nogle af Poul Sørensens barske børnerim fik nogle af os til at mindes gamle radioudsendelser. Desuden fik vi fine personlige sange om de sociale mediers ofte onde tone og om psykisk sårbarhed.
Min største oplevelse på MoPF i år fandt jeg endnu en gang i Bålhuset, denne gang sent på aftenen. Her spillede Rune Barslund og Andreas Tophøj irske og danske toner på accordion og violin. Deres samspil, undertiden ledsaget af bl.a. finske Timo Alakotila, var nærmest himmelsk. Efter deres koncert ledede de to en gang irsk jam, som omfattede omkring 30 mennesker og nærmest løftede taget med styrke og skønne toner. En aften, der lader batterierne op til de mørke vinteraftener, og som man nødigt ville slutte. (øverste foto)
Jeg ville gerne have nævnt mange flere musikere og sangere, og jeg ville gerne have været mange steder på én gang. Men tilbage står indtrykket af endnu en dejlig Musik over Præstø Fjord!
