Anmeldelsen kommer længere ned, først får I lige den både poetiske og hyggelige intro til den hvide Barresøgaard. Her kommer man til, når man kører ad landevejen vest for Farum, mod Slangerup. Gennem den dejlige skov Ganløse Ore, hvor gule og hvide anemoner netop nu blomstrer i tusindvis. Gården drives af Lars og Anja, der her viser den mangfoldighed, der en gang var på alle gårde.
Når skoleklasser og børnehaver besøger Barresøgård, får de at se, hvor vi får maden fra. Her kan man ud over de grønne afgrøder møde køer, grise, heste, får, høns, gæs, katte og hunde, og netop nu er der ikke færre end 16 små lam. Lammene og smågrisene kunne vi også beundre i pausen, da der søndag d. 14. april var koncert med veteranen Henrik Strube (f. 1949). Gården byder nemlig ikke kun på dyr, men arrangerer en stor håndfuld koncerter hvert år. Musikprogrammet hen over sommeren lyder således:
Lørdag den 18. maj klokken 14:00: Koncert Med Bjarke Falgrens Quartet
Søndag den 30. juni klokken 14:00:Koncert med Gorm Bull/Palle Hjorth og Niels Mathiassen
Søndag den 22. september klokken 14:00: Koncert med Steen Kyeds Trio – Anders Pedersen og Jon Bruland.
Henrik Strube samlede denne søndag på omkring 40 engagerede publikummer, af hvilke mange tydeligvis, bedømt på den fælles grå hårfarve, havde fulgt ham hele vejen, lige fra han fra 1973 spillede med det legendariske rockband Røde Mor sammen med bl.a. Troels Trier.
Strube har siden udgivet et væld af plader foruden en del fagbøger og romaner. Hans største hit daterer sig fra 1983 og hedder ”Hold om mig” – en smuk ballade om at sige nej til krig og ja til kærligheden. Selv glemmer jeg aldrig, da den blev spillet på Rådhuspladsen i København til en stor fredsdemonstration i starten af 1980´erne.
”Hold om mig” var selvfølgelig også med i det halvanden time lange program, som kædedes vittigt sammen af Strubes sjove og vovede historier. Guitarspillet er enkelt, stemmen er afslappet og tilbagelænet, og sangene kalejdoskopiske og selvironiske nedslag i Strubes eget liv. Det er næsten sandt alt sammen, hævdede han.
Vi fik historien om, hvordan hans modne skikkelse efterhånden gør det nødvendigt at købe bukser i specialforretningen ”Store Robert”, der er særligt god til store størrelser. Her bad ekspedienten ham holde målebåndet, for han skulle lige en tur rundt om Strube. ”Vi ses om lidt”, hilste han, da han begyndte opmålingen.
Henrik Strubes kone havde været folkeskolelærer og havde en dag et stilesæt fra en 3. klasse med hjem. Emnet var ”kærlighed”. Hvad kan man vel sige om kærlighed, når man går i tredje klasse, tænkte Henrik Strube – lige indtil han hørte dette digt: ”Mit hjerte er gået itu, for hende jeg elsker, hun er i brug”. Det kom der selvfølgelig en fin sang ud af.
Strube hævdede, at han altid havde haft et problem med at sige ”nej” – noget mange sikkert kan genkende. Til en fest havde værtinden ladet gæsterne præsentere sig gennem forskellige dyr. Selv var han blevet en gris, et dyr, han næppe selv havde valgt. I den sang, der var kommet ud af episoden, øvede han sig i at sige fra på flere forskellige morsomme måder.
”Lille Johnnys Mund” fik vi også. Det var et kæmpehit for Røde Mor (1970), lige før Strube selv kom med i gruppen. ”Lufthavnens arme fanger flyverne ind, de trætte fugle vender hjem. Lil’ Johnnys mor står i den kolde vind, Lil’ Johnnys mor hun venter på sin dreng.” Sangen handlede om Vietnam-krigen og beskrev den døde søn, der kom hjem i en kiste, en beskrivelse, der jo desværre ikke er blevet mindre aktuel med årene. Det var en fin og stemningsfuld eftermiddag på Barresøgård. Gode historier og tekster mellem grise og lam – og så var der kage og kaffe til.
