Faktisk skal vi nok bare være lykkelige for, at Danish Music Awards Roots 2020 kunne afholdes live på spillestedet Amager Bio d. 29. november. På trods af de Corona-restriktioner, vi efterhånden kender alt for godt, blev aftenen forholdsvis festlig og i al fald med tre stærke livekoncerter og glade prisvindere. Ikke mindst blev der delt glæde ud til Dreamers’ Circus i form af hele tre DMA-statuetter for deres fjerde studiealbum Blue White Gold.

Sorten Muld

Trioen fik priserne for Årets Danske Rootsudgivelse, Årets Rootstrack og Årets Rootskomponist, hvor de tre hver især var nomineret. Ale Carr løb med dén statuette. Han og Rune Tonshøj repræsenterede DC, mens Nikolaj Busk desværre var blevet syg. Årets Danske Rootsnavn blev The KutiMangoes, nyt rootsnavn blev dansk-tyrkiske Tuhaf, og prisen som årets livenavn løb dansk-maliske Faratuben med. Traditionsprisen gik til Henrik Goldschmidt for hans gratis musikskoler for børn.

Ida Wenøe

En glad Lene Buch fra Folk Roskilde modtog årets Tinglutipris for sit mangeårige engagement i Roskildes folkemusikliv. Desuden uddeltes tre OO-awards. Det var sket i løbet af efteråret, men både festivalen ”Musik over Præstø Fjord” (Anne Grete Kamilles og Søren Korshøj), Youtubekanalen The Good Tune (Kevin Lees og Sebastian Bloch) og FolkAmok for deres initiativ til folkemusikkoncerter tog glade imod på dagen.

Prisfesten blev indledt smukt med Ida Wenøe og The Silver Cords. Senere satte Wíík ekstra skub i festen med deres koncert med en vild og veloplagt Elisabeth Vik i front, og aftenens musik sluttede med Sorten Muld/AySay og allersidst DJ Sabs, inden aftenen sluttede irriterende tidligt. Læs mere om musikken i artiklen lige ved siden af denne.

Poul Henrik Jensen fra Tønder Festivals bestyrelse fortalte også på vegne af Tempi, der nu står for DMA Roots, at prisuddelingen i 2021 rykker ’hjem’ til Tønder. Her blev prisfesten afholdt i de første mange år, og næste år bliver den afviklet i tæt samarbejde med Tønder Festival. Ovenikøbet bliver det et todages-event i Schweizerhalle – Tønder Kulturhus med prisuddeling, festkoncert og andre events.

“Vi ser frem til samarbejdet med Tønder Festival og glæder os til at holde et brag af en musikfest i Tønder næste år. Jeg kan næsten ikke forestille mig et bedre sted at fejre og hædre rootsmusikken end netop her. Den musik, vi arbejder med, har ofte et blomstrende liv og et stort publikum uden for de store byer, og det er Tønder et godt eksempel på. Det er en by fuld af sjæl, kultur og historie – det perfekte match til den musik med rødder, som vi arbejder for at fremme,” siger Torben Eik, daglig leder af Tempi.

Viik Fotos: Ivan Boll