Den jyske vestkyst har sin helt egen nøgne råhed, men samtidig udlængslens dragende poesi. Johnny Madsen kaldte Vesterhavet for ”den store motorvej til verden”. Egnen indbyder til at blive besunget. Umiddelbart rinder Inger Lauritzen fra Lønstrup anmelderen i hu. Hun var fiskerkone, og i ventetiden, mens manden var på havet, skulle de jo foretage sig noget, som hun sagde. Hun skrev sine sange om frygten og savnet, men også om skønheden. Vesterhavet er blandt andre tilnavne blevet kaldt ”Blanke Hans”.
Sangeren, harmonikaspilleren, guitaristen mm., Niels Ottosen, har sin oprindelse på vestkysten og har hos digteren Erik Bertelsen fundet sin poetiske kilde til besyngelse af sine rødders egn. Det gør han fortsat på dette sit andet album.
Poesien kredser om frygten og respekten for havets voldsomme kræfter og ikke mindst om redningsfolkene, der med deres liv som indsats trodsede kræfterne for at bjærge nødstedte i land. Bjærgningen overføres desuden metaforisk til et mere personligt menneskeligt plan. At trodse livets udfordringer og bjærge sig igennem.
Niels Ottosen søger at udtrykke vestkystens forblæste livsvilkår med sine melodier til digtene, indpakket i sin sang med akkompagnement af sine musikere i Blæsten. Hans sangstemme skiller sig ikke ud, men rummer til gengæld en umiddelbar oprigtighed i fremførelserne. Udover hans egen harmonika og guitar er der bidrag af svensk nøgleharpe, klarinet, mundharmonika og kor. Akkompagnementerne er absolut velarrangerede og veludførte.
Denne skribent leder imidlertid forgæves efter et udtryk for vestkystens rå nøgenhed. Niels Ottosens afdæmpede og venlige vokalfremførelser ledsages af et nærmest Oehlenschlägersk romantisk akkompagnement eller med nøgleharpen en duft af svensk nåleskov. Dette billede fuldendes af ikke mindst korarrangementerne, der på lignende vis trækker musikken mod mere venlige østlige egne.
At ”Havets røster” glitrer af veludført vellyd skal Niels Ottosen & Blæsten komplimenteres for. Det glitrer bare ikke så voldsomt meget af brænding, hav og horisont.