Festivalens sidste dag startede stille kl. 16 med den unge Avi Jacob fra Massachusetts. Han blev næsten forlegen og flov, da han begyndte at fortælle om et forlist parforhold. Meget bedre gik det, da han udtrykte sine følelser via én af sine sange. Måske essensen i mange at disse nye, talentfulde sanger/sangskriveres projekter.
The Vandoliers
Americana er i forvejen en meget rummelig betegnelse, men den blev yderligere udfordret. F.eks. passede Malmfältets Rockklubb bedre ind i den betegnelse, som vi i 1970’erne kaldte agitpop. Med den politisk agiterende poet, guitarist og sanger Johan Airijoki i front, tre rockmusikere på hhv. trommer, bas og elguitar samt en jazzmusiker på saxofoner og vaskebræt fik vi en række sange, som handlede om politiske problemer i bandets lokalområde i Nordsverige.
Resten af dagen var præget af musik, som nok mere kan betegnes som rock, selv om musikerne og musikken har sine rødder i Nordamerika. The Vandoliers gav et voldsomt show, idet både lydstyrke og ageren på scenen mest mindede om den cowpunk, som f.eks. Disneyland After Dark og Jason and the Scorchers gjorde i starten af 1980’erne.
På vej til The Felice Brothers koncert lød en velkendt stemme. Var Dylan på gæstebesøg? Nej, det var Ian Felices stemme, fraseringer og båndfalske guitar, som lød som Bob Dylan. Det kunne virke, som om arbejdsfordelingen og sangformidlingen var delt mellem Ians mere introverte stil og bror James Felices sang, harmonika og keyboard, som tog sig af kontakten til publikum. Med et yderligere line-up bestående af bas og trommer gav disse newyorkere en glimrende countryrock-koncert og beviste, hvorfor de for længst et blevet et hovednavn på talrige festivaler rundt om i verden.
Jeg vil helst tro, at det er fascination af outlaw-musikken og ikke manglende egne sangskriverevner, som er årsag til, at Shannon McNallys repertoire næsten udelukkende bestod af covers. Tidligere har hun lavet et tributalbum til Bobby Charles, og nu er hun aktuel med et hyldestalbum til Waylon Jennings. Blandt hendes anekdoter som introduktioner til de enkelte sange fortalte hun, hvorledes hun havde fået Jennings’ enke Jessie Colters godkendelse.
Vi fik imidlertid kun et par sange fra albummet, mens resten af hendes sæt bestod af et sikkert valg af sange fra andre Texas-sangskrivere: Rodney Crowell, Guy og Susannah Clark, Townes van Zandt og Billy Joe Shavers sang om fristelser og synd, ”The Devil Made Me Do It the First Time/The Second Time, I’ve Done It On My Own” blev hængende i mine ører (af én eller anden grund). God, gedigen country med pedalsteel-guitar og en sublim guitarist, der både beherskede de herlige country-licks og den meget passende Waylon Jennings-phaser-effekt.
Shannon McNally
Vores sarte folkemusik-ører fik nok en udfordring i endnu en Texas-sangskriver. Denne gang i form af Garrett T. Capps (øverste foto). Det er nemt at forestille sig Capps og hans space-cowguys’ popularitet i en ’rowdy’ dansehal i San Antonio lørdag aften, hvor den lidt rodede musik ikke betyder så meget, men på en dvask søndag i Staunings Sal, Kbh., kneb det lidt med publikums entusiasme. Godt sovset ind i samples og skæve synthklange samt en theremin, som dog ikke virkede, fik vi nogle sange, som egentlig var ganske gode.
Hiss Golden Messenger fra North Carolina var et spændende indslag. Mere rock end folk, mere Little Feat end visesang, med deres meget rytmisk smittende, funky stil. Hele bandet var yderst velspillende og havde en flot balanceret lyd. The Dead South satte en fin prik over i’et med aftenens og festivalens sidste koncert, som blev modtaget med stor begejstring og entusiasme. Publikum havde helt klart ventet på netop dette band, som også må siges at været et af americana-festivalens absolutte hovednavne og højdepunkter, og de leverede i høj grad varen. Jeg må sige, at min træthed var som blæst væk, og jeg genfandt musikglæden, som indimellem var blevet udfordret af lidt for bastante trommer, højt lydniveau og trætte ben, som pludselig fik lyst til at danse.
Vi skal nok takke sydsvenskerne og herboende nordamerikanere for det forhåbentlig acceptable fremmøde til Cph Americana. Selv om vi også har beskrevet musikken i lidt kritiske vendinger, så er der ingen tvivl om, at rootszone.dk har været glade for at kunne opleve et indblik i, hvad der rører sig på americana-scenen anno 2022. Med talrige Danmarkspremierer på musiknavne, som vi i bedste fald har hørt på plade, men nu kunne se live og med mange gode musikoplevelser, som vi i fremtiden vil referere til. Festivalen var en stor begivenhed for os og tydeligvis for hardcorefans i alle aldre og afskygninger.
Vi håber, at det bliver en årligt tilbagevendende festival, og nu hvor americana ikke mere er noget eksotisk og elitært, kan en sådan festival også medvirke til at inspirere og hæve standarderne på den voksende danske americana-scene. Vi er ikke i tvivl om, at Ideal Bar, Lille og Store Vega blev fyldt op af begejstring alle fire dage. Tidsskemaet med skift hver time kørte som smurt, men måske kunne man overveje en anelse længere pause imellem og evt. lidt flere stole ude i siderne. Vi mener måske også, at tre dage er nok eller måske med en kortere søndag. Den blev dog som nævnt ovenfor perfekt afsluttet af The Dead Souths rutinerede, men vældig veloplagte sæt på en rigtig god times tid.
Hiss Golden Messenger
