Trioen Zenobia har nu i op mod 20 år fornøjet både sig selv og os andre. Louise Støjberg (vokal), Mette Kathrine Jensen Stærk (harmonika) og Charlotte Støjberg (klaver) har stået og står stadig for den musikalske genre, der retteligt må kaldes højskoletraditionen. Det er, hvad der også lettere floromvundet er blevet kaldt den danske sangskat, altså de folkelige sange, som udspringer af Højskolesangbogen og derved primært er et repertoire til fællessang.
Det skal dog ikke sløre, at teksterne og melodierne tillige i kraft af deres kvalitet sagtens kan stå i egen ret og nydes for, hvad de er, nemlig gode sange. Netop denne sangenes dobbelte status legitimerer Zenobias anvendelse af repertoiret til koncert- og pladeanvendelse.
Titlen ”Årsværk” refererer til, at albummets repertoire består af årstidssange med poetiske beskrivelser af årets gang. Der veksles mellem de velkendte klassikere og egne melodier til nye tekster.
De nye tekster er i altoverskyggende grad skrevet af digter og musiker Martin Rauff-Nielsen, tilsat melodier af alle trioens medlemmer. At skrive sig ind i højskoletraditionens fællessangsrepertoire kræver sit, men de nye sange føjer sig fint ind med sine ukringlede og dog poetiske tekster og umiddelbart iørefaldende melodier. Hvis man ikke vidste bedre, ville ingen snuble over dem, om de stod i Højskolesangbogen.
Centralt i Zenobia står vokalist Louise Støjberg. Hendes særdeles gode og klare stemme kunne forlede hende til at fortolke sangene på skolet og højstemt vis, men netop fordi hun ikke gør det, er hun noget særligt. Hun fremfører dem med den naturlighed, der klæder netop disse sange bedst. Derudover gør hun det med en inderlighed og et nærvær, som fremhæver fællessangenes egnethed til også koncertanvendelse. Læsere, der har overværet en koncert med Zenobia, har set og hørt dette nærvær forstærket i den levende udgave.
Mette Kathrine Jensen Stærk og Charlotte Støjberg indpakker med harmonika og klaver kompetent og loyalt sangene musikalsk uden at stjæle billedet. Selv i de instrumentale passager fornemmes en nænsom lethed, der ligger i naturlig forlængelse af sangfremførelserne.
Arrangementerne rummer de for et album nødvendige variationer, men bevarer den letflydende nænsomhed albummet igennem. Den forsigtige anvendelse af studiemusikere på enkelte sange demonstrerer den samme nænsomhed og udvider samtidig lydbilledet og understreger sangens karakter, hvor de bidrager.
”Årsværk” er et studie i behersket nærvær i kombination med en stærk og appellerende udstråling.