I denne tid får et debutalbum et ekstra frisk pust, da mulighederne for at høre den helt nye musik live er begrænsede. Godt nok har Stringflip eksisteret i nogle år og tidligere udgivet singlerne A Slight Change of Events og Pejsestuen, men resten af numrene har premiere og er nu også tilgængelige som download.
Musikerne Sofie Bollen (violin), Emma Kragh-Elmøe (violin), Albin Sundin (mandola), Veronika Krøll Voetmann (cello) har markeret sig i bands som Mynsterland, Elmøe & Hoffmann, Blarney Bastards samt Plejaderna – og de er tydeligvis rutinerede og tæt sammenspillede i denne konstellation.
På et nummer gæster trompetisten Malte Kaptain, men ellers er det strengekvartetten, der er gennemgående, og som giver et let præg af kammermusik. Ellers bevæger musikken sig i et krydsfelt mellem nordisk og keltisk folkemusik og ny, friere akustisk musik. Det er måske ikke stilskabende, men meget kompetent udført.
Den måde, de driller og leger med rytmer og harmonier, gør de fleste numre mere velegnet som lyttemusik. Men de to traditionelle melodier Skåningen og Fisken/Æ Rømeser er meget dansevenlige i kvartettens arrangementer. Ellers er det nykomponerede instrumentalnumre med bidrag fra alle i bandet.
I disse år er der flere andre orkestre, som gør sig i dette kontemporære udtryk, men især i nummeret Marie & Nikolaj skiller Stringflip sig ud. Her væver cello og violin et smukt lydtæppe og giver en speciel hymne- eller salmeklang, som er særdeles vellykket.
Stringflips musik har plads til eksperimenter og finesser, og de energiske udladninger og den samlede gruppedynamik, som jeg savner visse steder på disse studioindspilninger, forestiller jeg mig, at vi får, lige så snart de slippes løs på spillestederne. Dette selvbetitlede album er opløftende, lover godt og anbefales varmt