Den belgiske folkemusikgruppe Spilar, fire mand og en kvinde, bærer et navn, der ifølge Googles oversættelse betyder ”Spild”. Kvintetten udsender nu deres anden CD, der bestemt viser sig ikke at være spild, men tværtimod en solid samling gode,og oftest vemodige tekster og melodier. Albummet har fået navnet ”Vandaag en Alle Dagen” (”I dag og hver dag”) og følger efter gruppens debutalbum fra 2020, ”Stormweere”, samt en håndfuld singler.
For de fleste danskere, hvis flamsk-kundskaber måske trænger til at friskes lidt op, vil det nye album uden tvivl være svært tilgængeligt. For pladen indeholder ni teksttunge sager med titler som ”Islandvaarder” (“Islænding”) og ”Wa Ga Je Gie Doen?” (”Hvad skal vi gøre?”).
Teksthæftet, der følger med CD´en, indeholder heldigvis et engelsk resumé af teksterne, som gør det muligt at forstå, at vi trods sprogvanskeligheder alligevel har meget til fælles, danskere og belgiere imellem. Her er appeller til at gøre noget ved en verden, der er løbet løbsk i krige og klimakatastrofer, her er smukke kærlighedsballader, og her er hyldester til de barske fiskere, der trodser storm og is for at bringe havets høst hjem.
Albummet indledes med ”Zoete Lief”, der benytter en rigtigt gammel melodi fra den såkaldte Antwerpen-Sangbog fra 1544, ”Alle mijn gepeys doet mi so wee” (”Alle mine sorger gør mig så trist”). Spilar har forsynet sangen med en ny tekst inden for samme tema.
Eva Decombel synger det næste nummer særdeles smukt. ”Ijslandvaarder” er et digt af den tidligt døde unge digter Kamiel Top (1923-1945), der var lærer og modstandsmand. Han døde i KZ-lejr i Flossenburg af dysenteri, kun et par måneder før krigens afslutning. Digtet handler om den gamle fisker, som hen mod slutningen af sit liv i fantasien rejser til sin ungdoms fiskebanker ved Island. Spilars Maaten Decombel har sat toner til.
Nummeret “Wa ga je bie doen?” (“Hvad skal vi gøre?”) har tekst og musik af den amerikanske banjo-legende Bela Fleck (f. 1958). I teksten opsummerer Eva Decombel klimaproblemerne på enkel vis i sætningen: Hvad skal vi gøre, når landet står under vand? Melodimæssigt er mandolin og mandola i front. Den førstnævnte spillet af den allestedsnærværende multiinstrumentalist Ward D’Hoore.
En af mine favoritter på pladen er ”T`Hope Vooruit” (”Håbet forude”). Melodien stammer fra nodebogen ”The American Vocalist” (1848), og teksten er også her af Maarten Decombel. Hans budskab er, at vores planet står over for enorme udfordringer, men vi må prøve at hive os selv op ved håret og fortsat tro på håbet. Vi må finde løsninger, der gør en forskel, vi må gøre det sammen – og vi må frem for alt ikke være bange! Sangen er smukt sunget, og den lader tydeligt Ward D’Hoores mandolin høre.
Et andet smukt nummer er Spilars version af Richard Thompsons desperate suk efter kærlighed. På engelsk hedder sangen ”Waltzing´s for Dreamers”, og det er her blevet til ”Verliefd & Verwaald” (”Forelsket og fortabt”), der synges følsomt af Maarten Decombel.
Et par af pladens afsluttende numre er skrevet af belgiske folkesangere, som jeg nu, takket være Spilar, har opdaget og fundet spændende og værd at høre nærmere. Tjek selv Van de Velde (1937-2008) og Walter De Buck (1934- 2014). Van de Velde har skrevet pladens ottende nummer “Rug Naart Land” (“Tilbage til landet”). Spilar siger om nummeret, at De Velde med sin barberblad-skarpe stemme allerede i 1986 konstaterede, at verden var noget frygteligt rod, og desværre er intet forandret siden.
Dejligt at fornemme, at der trods sprogvanskeligheder er mange musikalske fællesnævnere mellem Belgien og Danmark.
