Den danske sanger og guitarist Simone Tang udsender sit debutalbum ”Things I Remember” første november, men flere af numrene i samlingen har allerede været tilgængelige som singler eller musikvideoer i nogen tid. Det gælder bl.a. slutnummeret, den personlige sang til den alkoholiserede far, som hun mistede i 2016. ”On the Quarrelets of Pearls”, (”Småskænderierne om perler”) er titlen.
Han lærte mig at spille guitar og holde af musik, men han solgte sin sjæl til alkoholen, siger hun. Savnet er stort, og der er ikke noget, hun hellere ville, end at opleve de gode timer med faren igen.
Som udgiverne skriver, så lyder de 11 skæringer som noget fra en svunden tid. En tid, hvor en akustisk guitar og en enkel vokal var alt, hvad der skulle til for at fange publikum. Den sprøde fingerspils-guitar og det lejlighedsvise kor skyldes hendes angiveligt bedste ven, Søren Manscher (f. 1990), der ofte spiller duet med Simone Tang.
Manscher har selv et par album og flere mindre, dansksprogede udgivelser, bag sig. Manscher og Tang har bevidst dyrket enkeltheden. Albummet er indspillet live, uden mulighed for efterfølgende at rette i optagelserne. Det er som at sidde rundt om et lejrbål i de tidlige 1960’ere, når man lytter til de to og lader hendes usædvanlige stemme kilde sig ind i øret og bringe tankerne hen på den nyligt afdøde, amerikanske sangerinde Melanie.
Jeg var selv på Tønder Festival i år, men fik desværre ikke hørt Simone Tang, der lørdag optrådte på Klubscenen. Efter at have hørt ”Things I Remember”, tænker jeg, at det ville have været en dejlig oplevelse.
Såvel tekster som melodier er Simone Tangs egne. Der er flere smukke ørehængere iblandt, for Tang er en god komponist, som forstår at trække på arven fra mellemkrigstidens kabareter. Tekstuniverset er det personlige rum, og erindring, tvivl og vemod er grundtemaerne.
”Hey Little Love” fortæller om smerten ved at skulle give slip på en, man vist alligevel ikke rigtigt elsker. ”Caroline” er en kærlig tak til søsteren, ”A Boy from a Song” rummer et minde om en kærlighed, der aldrig rigtigt blev til noget, og ”Brown-eyed Niece” lader den lille niece stille en masse spørgsmål, som tilsyneladende er enkle, men uendeligt vanskelige at besvare. I sangen ”Miss Lila” kommer Tang, med afsæt i sin egen historie, ud til de perfekthedskrav, der stilles til os i dagens samfund og får mange til at bukke under og opgive.
Simone Tang har med sine 34 år allerede en rig og broget baggrund, som startede i Svendborg. Hun modtog i september en hæderspris for sin sangskrivning på Nashville Nights Festival i Odense. Blandt sine forbilleder nævner hun den venstrehåndede guitarist og skaber af ”Freight Train”, Elizabeth Cotton, Edith Piaf, Nick Drake og Paul Simon.
Som komponist har Tang leveret musik til en række danske og internationale film, herunder den amerikanske thriller ”Murder in the Dark” og til den danske børnefilm ”Karla og Jonas”. Mest kendt er hun dog måske som skuespiller med en af hovedrollerne i Niels Malmros´ film fra 2009, ”Kærestesorger”. Men mon ikke der er ved at blive ændret på det.