Fra da kvartetten Phønix som den mytiske fugl opstod af asken med deres første album i 1995, har den diverteret os med ikke mindre end 10 albums. Nu er de klar med nummer 11 og har i foråret og forsommeren udlagt et par singler som forskræp. Nu foreligger det fulde album, ”Nådelands Ø”, som de havde release på under ”Musik over OPræstø Fjord”.
De har været i Dansk Folkemindesamlings righoldige arkiv med fotografvalseoptagelser af folkeviser og udvalgt en række af dem til nyfortolkning på dette nye udspil. De vender derved tilbage til folkeviserne, deres oprindelige udgangspunkt.
Den kinesiske guzhengspiller Sangka, som Phønix har samarbejdet med gennem omkring 10 år, gæstemedvirker på albummet. Det tilfører et interessant ekstra krydderi uden at forstyrre kvartettens særlige udtryk.
De gamle sange er fortolket med helt eller delvist nykomponerede melodier og instrumentale mellemstykker i god samklang med traditionen, ligesom et par rent instrumentale stykker af Jesper Vinther har fået plads. Resultatet er en fin og respektfuld nutidsfortolkning af det gamle materiale.
Man tager aldrig fejl, når man hører Phønix. Med Anja Præsts basklarinet liggende under Jesper Vinthers fint afstemte og stærkt kompetente harmonikaspil og Jesper Falchs varierede percussion som rytmisk fundament er kvartettens lyd en særdeles personlig musikalsk indpakning af Karen Moses charmerende vokal. Ikke mindst på folkeviserne kommer hendes stemme fuldt ud til sin ret.
Phønix har gennem alle årene valgt at accentuere og rendyrke deres afstemte og aldrig brovtende personlige udtryk fremfor at eksperimentere sig væk fra det og i værste fald sætte deres berettigelse over styr. Det skal de roses for. Derved har de med dette aktuelle udspil yderligere cementeret deres unikke status i dansk folkemusiks mangfoldige og brogede verden. Det er en status, som de færreste har formået at gøre dem efter.
”Nådelands Ø” kunne vel nærmest kaldes et traditionelt Phønix-album, og det er der ingen grund til at rynke på næsen over.