Bedre sent end aldrig! Her er en syng-med-egnet pladedebut fra en gammel, garvet gademusikant og hans trio. I 1970´erne rejste Mister B, alias Bo Otterstrøm, land og rige rundt med sine sange, enten som solist eller med gruppen ”Grønne Fingre”. 50 år efter får vi så hans første plade, der har titel efter det indledende nummer ”Når græsset er grønt”. De tre D´er står formentlig for ”tre damer” og dækker over en trio bestående af Pia Boda, Kajsa Darre og Marie Wärme, der blandt andet mestrer fløjte, bas og harmonika.
De 11 sange på albummet er alle skrevet af Otterstrøm selv og alle anslår en lys, sommerlig tone, der betoner glæden ved Danmark og ved musikkens magiske kraft. Pia Bodas sikre fløjte kaster glans over projektet, der ligger langt fra de finpolerede, professionelle og luksuriøst arrangerede udspil, som danskernes forkælede musikfeinschmecker-ører oftest begaves med.
Titelmelodien har det uforglemmelige omkvæd ”La-la-la-la” og priser forår og sommer med en smuk og tydelig fløjte og et rytmefast guitarspil. Det følgende nummer, ”Vi maler byen rød med musik”, lyder selvbiografisk med linjer som: ”Han er en tosset spillemand. Han maler byen rød med sin musik.” Her fremhæves musikken som et værn mod alskens fortrædeligheder. Flere af sangene priser foråret, de lyse nætter og kærligheden. Indimellem er melodierne iørefaldende og indskriver sig i en gammel gårdsangertradition. Det gælder fx det afsluttende nummer ”Jeg breder kortet ud” eller kærlighedssangen ”Ved Gåsetårnets Fod”. I sangen ”Hvad er det, du gør?” anslås et politisk tema i et relevant spørgsmål om, hvor friheden og ligheden egentlig er blevet af.
Da Povl Dissing debuterede for omkring 60 år siden provokerede han i den grad den pæne smag. Han var en sanger uden stemme, han så ikke godt ud, han var direkte led og han sang som et bøjet søm var blot nogle af de mildere sætninger fra datidens læserbreve og anmeldelser. Alligevel formåede Dissing jo at blive et elsket nationalt klenodie, der udvidede vore musikalske grænser og var med til at lære os at elske en musikalsk stil, der ligger milevidt fra den klassiske sangundervisning. Der er heldigvis andre som Dissing. Man behøver blot at tænke på Tom Waits, Mikael Dich, Simone Tang, Bo Evers eller Elias Akselsen hvis personlige stil netop er deres adelsmærke.
Det samme kunne man måske også sige om Bo Otterstrøm, hvis sangstemme og produktion bringer mindelser om et hjørne på et lille værtshus i svundne tider, hvor glade amatører samledes om nogle sjatter øl og delte de sange, de kunne udenad. Der er dog den klare forskel, at Bo Otterstrøm ofte synger direkte falsk og kommer ud af takt, når han, halvt reciterende, foredrager sine syng-med-sange. Sangteksterne minder om, hvad der kom ud af folkeskolens tidlige stilemner: ”Fortæl om din sommerferie” eller ”Hvad er musik?”. Otterstrøm får til gengæld points for sit lyse livssyn, for nogle iørefaldende melodier og for sit velspillende lille orkester, der virker fint sammenspillet.
Et musikalsk bidrag til årets Spil Dansk-Uge. Et bidrag, der søger ud i grænseegnene af den danske sangtradition – ud til en svunden tid, hvor de brune værtshuse var normen, og hvor enhver fugl sang med sit eget næb. Otterstrøm bringer minder frem, men er næppe et oplagt valg til en romantisk aften med kæresten.
